Siw er en ung pige, der ønsker, at tabe sig yderligere efter et flot vægttab. Vores fitnessekspert, Morten Rene Pederzen, hjælper hende.
Spørgsmål:
Hej Morten,
Jeg er en pige på 14 år. Jeg er 1,59 cm og vejer 60,4 kilo. For et år siden vejede jeg 64 kilo. Jeg begyndte i motionscenter, og tabte mig 7 kilo.
Nu var jeg altså nede på 57,2 kilo, men for tre uger siden skete der et eller andet. Jeg har taget to kilo på.
Jeg træner tre til fire gange om ugen. For det meste er det spinning eller løbetræning. Jeg har lidt store lår, men det er ikke fedtmasse, men derimod muskelmasse.
Det skal lige siges, at grunden til at jeg begyndte at træne var, at jeg blev lidt mobbet med at jeg var ”stor”.
Det vil sige, at jeg nok var normal, bare lidt buttet. Nu er jeg ikke buttet længere, fordi både min mave er slank og taljen er meget smal.
Hvad kan jeg gøre for at få lidt mindre lår, få flad mave og tabe mig i vægt?
Mange hilsner
Siw
Svaret på spørgsmålet:
Hej Siw,
Flot at du for det første er kommet i gang og har tabt dig. Det viser god moral og vilje.
At du "pludselig" tager på kan skyldes mange faktorer, men oftest er det ændrede kostvaner. Men det kan faktisk også skyldes intensiveret træning.
Når du eksempelvis træner mere kondition, dannes der også mere blod, og det kan veje op til et kilo.
Herudover kan også muskelmasse øge vægten, men det er sjældent, at det er meget ved piger, men måske, som du skriver, har du tendens til kraftige lår, og der kan godt sidde gode muskler, der vejer.
Dernæst bliver du også ældre, og især ved piger kan det få vægten til at stige, så måske er det bare en naturlig vægtstigning, du har.
Men ellers vil jeg anbefale at du får målt din fedtprocent og evt. få lavet en kostplan, der passer til dig.
Somme tider skal der mere struktur på maden, og så kan du også se om du ligger i normalområdet for din alder, højde og vægt.
Med hensyn til flad mave, så er fem-seks små måltider om dagen altid et godt sted at starte, så øger du forbrænding, og fylder ikke maven helt, og det vil gøre den fladere.
Og ellers vil jeg også anbefale at du får et træningsprogram til vægttræning, som du laver to gange ugentligt. Kontakt en dygtig instruktør eller personlig træner, så du får lavet noget, der passer til dig.
Jeg kan ikke give dig et program her i svaret, fordi det kræver at man ser dig. Alle programmer er jo individuelle og tilpasset den enkelte, og da du kun er 14 år, skal du have god vejledning.
Held og lykke med din træning fremover.
Hilsen
Morten