Arla lancerer i maj måned en ny minimælk med D-vitamin, der skal øge folkesundheden i Danmark, eftersom mange danskere ikke får de fornødne mængder D-vitamin.
Arla er gået ind i kampen om at sikre øget sundhed blandt danskerne. Derfor har de valgt at producere en ny dansk minimælk, der indeholder D-vitamin.
”Vi ved, at netop D-vitaminet er afgørende for, at vores krop – knogler og muskler – kan fungere optimalt. Derfor introducerer vi dette specialprodukt, så danske forbrugere både kan nyde mælkens gode egenskaber og få et fornuftigt tilskud af vitamin D,” forklarer Arlas ernæringschef, Merete Myrup Christensen, i en pressemeddelelse.
Man har længe vidst, at mange danskere ikke fik nok D-vitamin dagligt, fordi kun et lille udsnit af fødevarerne indeholder større mængder af D-vitamin, mens solen alt for sjældent viser sig i vintermånederne.
Arlas nye minimælk med D-vitamin bliver lanceret i butikkerne den 2. maj 2011.