Remee ejer natklubben Zen, og han har nu indgået et samarbejde med Hummel og Joe & the Juice, for at skabe et koncept, der forener natklub-miljøet, fitness og sund livsstil.
Der skabes hele tiden nye fitness-tendenser, og det seneste innovative koncept, står den landskendte producer og iværksætter, Remee, bag.
I aften præsenterer han sit nye koncept Healthy Clubbing på sin natklub Zen. Projektet er skabt i samarbejde med Hummel, Joe & the Juice, Wellcome Spa og Fitness samt Body SDS.
Remee var blevet træt af, at være uoplagt dagen efter en bytur, og derfor besluttede han sig for at skabe nogle sunde rammer i et eksklusivt natklub-miljø, hvor fitness samtidig er i højsædet.
"Formålet med konceptet er, at tage fitness-elementer, hvor folk danser blandt andet Zumba i fitnesscentrene, og så tage det ind på en natklub fra klokken 20.00. Samtidig med at have Joe & the Juice-bartendere i alle barerne og iføre Hummels fitness-dress på alle de ansatte, og samle en række fitness-instruktører. Så man derved skaber hele natklub-oplevelsen i sunde omgivelser," forklarede Remee i morges i Go' morgen Danmark.
Healthy Clubbing finder sted i aften for første gang fra klokken 20.00 til 24.00.