Regeringen har i dag lanceret et iværksætterudspil, hvor de blandt andet fremhæver, at nøddeafgiften bør afskaffes.
Nøddeafgiften forsvinder muligvis i 2018, hvis forslaget bliver vedtaget af politikerne.
I dag er der otte forskellige afgiftssatser på nødder, og der er ingen sundhedsmæssig begrundelse for at bevare de komplicerede afgifter, mener regeringen.
Hvis forslaget bliver vedtaget, kan danskerne se frem til billigere nødder i supermarkederne.
Flere fødevarevirksomheder har efterspurgt efter afskaffelse af nøddeafgiften, fordi den ofte er kompleks og byrdefuld for virksomhederne, der har vanskeligt ved at navigere i reglerne. Derfor er forslaget fremkommet.
Regeringen vurderer, at det vil koste 185 millioner kroner samt 180 millioner kroner årligt på længere sigt at afskaffe nøddeafgiften.
"Det er en god dag, hvis vi kommer af med en af vores mest gakkede afgifter. Nødder er sunde, men afgifterne gør dem så dyre, at mange forbrugere fravælger dem. Desuden er det voldsomt bøvlet for virksomhederne at administrere afgifterne, alt efter om nødderne er hakkede, smuttede, med skal eller noget helt fjerde. Det er helt ud af proportioner i en moderne og dynamisk verden," siger markedsdirektør Henrik Hyltoft fra Dansk Erhverv.
Nøddeafgiften blev indført i 1922, hvor den indgik i en samlet lovgivning om afgifter på luksusvarer.
Det komplicerede ved reglerne om nøddeafgiften er blandt andet, at det er forskelligt hvor meget afgiften lyder på, når der er tale om forskellige typer af nødder og hvorvidt de er hakkede eller ej.