Undersøgelser viser, at musik under løb bidrager til at man løber længere, og netop det faktum at løbemusik er vigtigt, har Marathon Sport taget højde for.
Udviklingen i antallet af danskere, som løber regelmæssigt er ikke til at tage fejl af.
Siden 1975 er antallet steget fra sølle to procent til hele 25 procent. Det viser tal fra Idrættens Analyseinstitut.
Men mange danskere foretrækker efterhånden, at løbe med musik i ørerne, og det har Marathon Sport tilgodeset.
De har nemlig udviklet en løbe-cd under navnet "Running Hits", som tilbage i maj måned slog prominente navne som Lukas Graham og Rasmus Seebach i toppen af hitlisterne, og strøg til tops som det mest sælgende album.
Løbeekspert og administrerende direktør for Marathon Sport, som er Danmarks ældste specialbutik for løbere, forklarer, hvorfor det hænger sådan sammen.
"Der er mange, som slet ikke kan løbe uden musik i ørerne. Musikken giver klare fordele. Den distraherer dig fra at føle dig træt, løbetræningen føles mindre ensformig og triviel. Tilsammen giver det dig et psykologisk overskud, så du løber længere ved hjælp af færre kræfter," forklarer Jørn Andersen.
Løb kan forbedre udholdenheden
For et par år siden viste en undersøgelse fra Brunel Universitet, at musik kunne øge udholdheden for løbere med op til 20 procent.
Tidligere har også en række italienske forskere afprøvet denne tese. De havde en gruppe testpersoner, som kunne løbe 29 minutter, før de blev trætte, med musik i ørerne, mens de kun løb 21 minutter uden musik i ørergangene.
Kilde: Fri.dk