Mange danskere løber en stor sundhedsrisiko ved at købe ulovligt medicin i udlandet over internettet, mener Lægemiddelstyrelsen.
Du skal være yderst opmærksom, hvis du løber ulovligt, udenlandsk medicin på nettet. Der kan være store risici forbundet med det.
I bedste fald virker medicinen ikke, men i værste fald kan helbredet blive skadet så alvorligt, at det er livsfarligt.
Det er Lægemiddelstyrelsen, som kommer med denne advarsel, efter at nye tal viser, at danskerne sidste år satte ny rekord i ulovligt, importeret medicin.
"Man leger med sit helbred ved at købe medicin i udlandet på den måde, fordi der ikke er nogen kontrol med, hvad det er, man køber. Det kan være giftigt og have alvorlige virkninger på helbredet," forklarer Frank Bøgh Wendelbo-Madsen, som er sektionsleder i lægemiddelkontrollen, ifølge Ritzau.
Tæt på en fordobling af ulovlige pakker med medicin
I 2011 kunne Lægemiddelstyrelsen, i samarbejde med Post Danmark og Skat, stoppe fragten af 8.174 pakker med ulovligt medicin fra udlandet.
Der er tale om næsten en fordobling i forhold til 2010, og næsten en tredjedel af pakkerne viste sig at indeholde potensmidler.
"Vi har ikke ændret procedure, så stigningen må formodes at være udtryk for, at danskerne køber mere medicin i udlandet. Derudover må man regne med, at der stadig ryger en del medicin gennem nettet," siger Frank Bøgh Wendelbo-Madsen.
Webshops produkter er ikke testet
Foruden de mange sager med potensmidler, er mange danskere også begyndt, at købe vegetabilsk glucosamin gennem webshoppen Sundeled.dk fra et firma, som hedder Helse Danmark A/S.
Gigtmedicinen kan også købes på apoteker i Danmark som håndkøbsmedicin, men det kan købes billigere igennem webshoppen.
Der er bare et stort problem ved at benytte webshoppen. Hjemmesiden udgiver sig for at være dansk, men medicinen bliver sendt fra Singapore, hvilket er ulovligt, eftersom medicinen ikke er blevet testet, inden det fragtes ind i landet.
Fupfirma lokker kunder med billige priser
"Folk ved ikke, at de køber medicinen ulovligt. Hjemmesiden skriver på dansk og har et navn, som lyder pæredansk. Men der sidder i virkelighed et fupfirma bagved og lokker folk til at købe medicinen ulovligt," forklarer Frank Bøgh Wendelbo-Madsen, og han fortsætter:
"Man vælger måske at gøre det, fordi det er billigere, og man slipper måske også for at gå op til lægen for at snakke om potenspiller."
Kilde: Ritzau