Kostråd om pasta og ris er en stor fejl

Kostråd om pasta og ris er en stor fejl

0

Det er ikke hensigtsmæssigt at spise ris eller pasta dagligt, selvom kostrådet siden 2005 har lydt således. Det er en klar fejl, siger Fødevarestyrelsen.

Det tredje kostråd blev formuleret: "Spis kartofler, ris eller pasta og groft brød - hver dag."

Det skete tilbage i 2005, da de otte kostråd blev udgivet. Men rådet er formuleret så dårligt, at mange har misforstået det, forklarer Fødevarestyrelsen.

Rådet lægger nemlig op til, at det er lige sundt, at spise ris og pasta, som det er at spise kartofler.

Kartofler er sundere end pasta og ris

Men kontorchef Else Molander fra Fødevarestyrelsen forklarer, at det ikke er tilfældet. Kartofler er sundere end både ris og pasta.

"Rådet er, at vi skal spise kartofler ofte, og at vi en eller to dage kan variere med ris eller pasta. Det er meget uhensigtsmæssigt at spise pasta ofte, fordi man ikke får fibre nok. De dage, man spiser pasta, anbefaler vi, at man skruer op for grøntsagerne," forklarer kontorchef Fødevarestyrelsen, Else Molander, ifølge Politiken.

Hun ønsker, at rådet bliver ændret, så det ikke kan misforstås. Det sker sandsynligvis i slutningen af 2012, når man skal opdatere kostrådene.

Professor Steen Stender er ledende overlæge på Gentofte Hospital, og han var med til at sammensætte kostrådene tilbage i 2005.

Ledende overlæge: Vi glemte at undersøge, hvordan kostrådene blev tolket

"Det har Else Molander ret i. Vi havde mange problemer og mange uenigheder i arbejdet med kostanbefalingerne, så vi var bare glade for endelig at få dem ned på papir. Den detalje om, hvordan folk opfatter det, glemte vi. Vores sproglige fornemmelse var ikke god."

"I dag ville man aldrig slå kartofler, pasta og ris i hartkorn på den måde. Vi ville nærmere skrive ' spis mindre pasta og ris'," fastslår lægen.

Fødevarestyrelsens hjemmeside har korrekte oplysninger

På Fødevarestyrelsens hjemmeside, Alt om Kost, kan man læse, at man bør spise kartofler flere gange om ugen, mens man kan variere med fuldkornspasta samt brune og vilde ris.

Derudover er "groft brød" ændret til "fuldkornsbrød". Men det er fortsat et stort problem, fordi "De 8 kostråd" hænger på plakater i hele landet, hvor anbefalingen på ris og pasta dagligt altså fortsat dominerer.

De nye kostråd bliver formuleret af kommunikationsmedarbejdere

I slutningen af 2012 ventes kostrådene at blive opdateret. Denne gang vil rådene blive formuleret af en kommunikationsgruppe i stedet for ernæringsforskere.

Samtidig vil man benytte fokusgrupper med almindelige danskere til at teste rådene på, så der i fremtiden ikke hersker nogen former for misforståelser.

Kilde: Politiken

About Author

Vi skriver både fitness nyheder og større artikler omkring en masse forskellige emner inden for træning og sundhed. Hvis du er på jagt efter gode tilbud, kan du finde nogle her: Proteinpulver - FiveFingers - Fitnesscentre

Hvad er din kommentar?

Få besked via e-mail, når der kommenteres. Du kan også abonnere uden at kommentere.