Fødevareministeriet vil nu gå i dialog med danskerne om de nye kostråd gennem en side på Facebook. En madordbog er også på trapperne.
I 2013 skal de velkendte otte kostråd laves om, og du kan spille en rolle i, hvordan de bliver udformet.
Facebook-side skal åbne op for debat
Fødevareministeriet har nemlig åbnet op for, at danskerne kan komme med deres input på en Facebook-side.
"Det er vigtigt, at rådene bliver formuleret ordentligt. De skal være lettilgængelige og nemme at forstå, så man ikke skal have en hel manual med, når man skal ud at købe ind. Derfor vil vi gerne via Facebook have brugerne til at komme med deres bud på, hvordan rådene skal formuleres," forklarer fødevareminister Mette Gjerskov (S) til Berlingskes Nyhedsbureau.
Ministeriet vil lancere en Facebook-side i løbet af de næste uger, som skal åbne op for debat for nye initiativer og forslag til de nye kostråd.
Formålet er blandt andet, at komme i dialog med de danskere, som ikke lever synderligt sundt.
"Vi vil gerne i kontakt med dem, som vi ikke i forvejen henvender os til, og få dem til at tænke: Hov, det her lyder mere appetitligt end det, jeg ellers plejer at høre fra staten," fortæller fuldmægtig Mads Fischer-Møller fra Fødevareministeriet til Jyllands-Posten.
En madordbog ser også dagens lys
Foruden Facebook-siden vil man også lancere en madordbog, som skal få madkyndige og almindelige danskere til at gå i dialog om, hvad de forstår ved ord, såsom hurtigmad, maddannelse samt egnsretter.
Ordbogen bliver produceret i samarbejdet med institutionen Madkulturen. Det ventes, at den bliver udgivet i efteråret 2012.