De store fitness-tendenser har også påvirket de ældre mennesker i samfundet, hvor både håndvægte og spinningscykler bliver brugt.
Igennem de seneste ti år er antallet af ældre, der dyrker idræt mere end fordoblet. Mange benytter sig stadig af de traditionelle sportsgrene, men fitnesscentrene giver en skarp konkurrence, skriver Frederiksborg Amts Avis.
I stedet for kun at holde sig til klassisk idræt som blandt andet fodbold, gymnastik og badminton, er flere ældre begyndt at benytte motionscyklerne og vægtene i de lokale fitnesscentre.
Ifølge DGI's statistikker dyrkede 89.777 personer over 60 år idræt tilbage i 2000, hvilket svarer til 6,7 procent af det samlede medlemstal. I dag lyder antallet på hele 176.217, og det svarer til 11,6 procent.
Nordsjælland har gennemgået en stor udvikling
I Nordsjælland har man især kunnet mærke en massiv fremgang, hvor tallene er gået fra 5,2 procent til 13,3 procent. Formanden for DGI Nordsjælland, Per Frost Henriksen, er naturligvis glad for den positive udvikling.
"Generelt bliver der gjort rigtigt meget ud af information om motion, og det er noget af det, der smitter af, men det er det sociale fællesskab og sundhedsaspektet, der har betydning for, at det stiger," fortæller Per Frost Henriksen.
Positivt for både de ældre og kommunerne
I foråret har han besøgt elleve borgmestre i Nordsjælland for at diskutere motion, og har var det tydeligt, at både de ældre og kommunerne oplevede mange fordele ved at sætte mere fokus på området.
"Vi kan se, at der er rigtigt mange ældre, der dyrker motion, og der er endnu flere, der kunne dyrke det. Ser man bort fra det sociale og sundheden, så er der også god økonomi for kommunerne i at have sunde og raske borgere."
En rapport fra Idrættens Analyseinstitut sidste år konkluderer dog, at de ældre ikke dyrker fitness for at opnå store muskler eller at se bedre ud. Det er alene på grund af det faktum, at de kan leve længere og med en bedre livskvalitet.