I gennemsnit spiser hver dansker hele 166 hovedpinepiller om året, og tallet er støt stigende. De fleste bruger piller ukritisk, lyder advarslen.
Danskernes kendskab til mange smertestillende piller er så lille, at de risikerer sygdom ved indtag af de tilsyneladende uskyldige piller, som kan købes i håndkøb.
Sådan lyder advarslen ifølge Politiken fra en række førende smertelæger, professorer og patientforeninger, som er bekymrede over, at køb af spiller bliver styret af vaner og tilfældigheder.
"Folk aner ikke, hvad det er, de tager, og det øger risikoen for bivirkninger enormt," forklarer overlæge og leder af Smertecenter Syd ved Odense Universitetshospital, Gitte Handberg, til avisen.
Hun understreger, at 200 danskere årligt dør af mavesår, grundet for meget smertestillende medicin, og at op mod 100.000 danskere har pådraget sig kronisk hovedpine på grund af pillerne.
Ifølge Gitte Handberg kan det ske selv med et moderat forbrug af pillerne.
Sundhedsstyrelsen oplyser, at forbruget af smertestillende håndkøbsmedicin er steget med 12 procent i de seneste ti år.
"Folk forholder sig ikke til, hvilken type pille de tager, og de fleste aner ikke, at man kan få bivirkninger. I stedet er det vaner, eller hvad far og mor gjorde i barndomshjemmet, der bestemmer," fortæller professor Ebba Holme Hansen, som forsker i medicinforbrug ved Københavns Universitet, til Politiken.
Stor forskel på pillerne
Der er stor forskel på pillerne. Man bør altid vælge piller, der indeholder stoffet paracetamol først. Det gælder produkter som Panodil, Pamol og Pinex.
Gigtpræparater, der indeholder ibuprofen, bør tages så sjældent og kortvarigt som muligt, anbefaler Sundhedsstyrelsen.
Trods det faktum står ibuprofen for den største stigning i forbruget med hele 78 procent på ti år. Det skriver Politiken. Brugen af paracetamol er i samme periode steget med 27 procent.
Farmaceut Dorte Glintborg fra Sundhedsstyrelsen forklarer advarslen med hyppigere bivirkninger, og hun påpeger, at ibuprofen først og fremmest medfører en øget risiko for mavesår, især for ældre mennesker.
Præparater som Kodymagnyl samt Treo vil styrelsen ikke anbefale, idet bivirkninger som mavesår er hyppigere.
Hos Gigtforeningen er man skræmt over den stadig hyppigere brug af ibuprofen, som foreningen kun anbefaler sine medlemmer i særlige tilfælde.
"Alle typer smertestillende håndkøbsmedicin har deres berettigelse," mener Bendt Winding, medicinsk direktør i Takedo Pharma A/S, der blandt andet producerer Kodymagnyl, Pamol og Ipren.
Ifølge ham mener mange forbrugere, at Kodymagnyl har en bedre effekt end anden medicin, og han understreger følgende:
"Og bruges det som anbefalet, er der ikke risiko for alvorlige bivirkninger."
Kilde: Politiken