100-årig blev verdens ældste maratonløber

100-årig blev verdens ældste maratonløber

0

100-årige Fauja Singh skrev sig ind i rekordbøgerne mandag, som den ældste mand, der har gennemført et maratonløb. Det tog ham lidt mere end otte timer.

Det tog præcist otte timer, 25 minutter og 16 sekunder for den 100-årige Fauja Singh at løbe de 42,195 kilometer ved Toronto Maraton i Canada.

Gennemførslen af løbet betyder, at Fauja Singh nu kan kalde sig den ældre maratonløber i verden nogensinde.

Nummer 3.850 ved Toronto Maraton

Singh kunne krydse målstregen som nummer 3.850, foran fem andre løbere, og gennem flere år har han trænet hårdt ved at løbe 15 kilometer om dagen.

Den ældre mand mener, at hemmeligheden bag den høje alder og gode form er karry med ingefær, te og en generel livsglæde.

Singh er oprindeligt fra Punjab i Indien, hvor han blev født 1. april 1911, men siden 1960'erne har han boet i Storbritannien.

Erfaren mand i gamet

Fauja Singh er bestemt ikke uvant i maraton-regi. Han løb sit første marathonløb som 89-årig, og med mandagens løb, er han nu oppe på otte maratonløb i alt.

I sidste uge gjorde han sig også bemærket, da han satte verdensrekord for løbere over 100 år på otte forskellige distancer fra 100 meter til 5000 meter.

Træneren: Fauja Singh er lykkelig for præstationen

Harmander Singh, der fungerer som træner og oversætter for den ældre løber, fortæller, hvordan Fauja Singh reagerede i slutningen af løbet.

"Lige inden vi kom rundt om det sidste hjørne, sagde han: ’At nå dette mål, ville være som at blive gift igen.’ Han er absolut lykkelig. Han opnåede sit livslange ønske," forklarer han ifølge Guardian.

Fauja Singh: Vær taknemmelig for livet

Den 100-årige mand var fakkelbærer i 2004 i forbindelse med OL i Athen. Han håber, at han kan gentage den store oplevelse næste år, når London danner rammen om OL-arrangementet.

Overordnet set er Fauja Singh en meget positiv mand, og han kommer også med opløftende ord til de mennesker, der ikke besidder samme mængde overskud som ham.

"Vær taknemmelig for hvad end du har og hold dig væk fra folk, der er negative. Bliv ved med at smile og løbe," fortæller Fauja Singh.

About Author

Vi skriver både fitness nyheder og større artikler omkring en masse forskellige emner inden for træning og sundhed. Hvis du er på jagt efter gode tilbud, kan du finde nogle her: Proteinpulver - FiveFingers - Fitnesscentre

Hvad er din kommentar?

Få besked via e-mail, når der kommenteres. Du kan også abonnere uden at kommentere.