Tyksak - Nej tak: Vægttab på 49 kilo på et år (Gratis bog)

Tyksak – Nej tak: Vægttab på 49 kilo på et år

0

Tyksak - Nej tak!Thomas Hyldahl Ørts tabte hele 49 kilo på blot et år. Nu vil han gerne inspirere andre overvægtige til at ændre livsstil. Derfor har han udgivet bogen "Tyksak - Nej tak", som tilmed er gratis.

Fitness-guide.dk har tidligere skrevet om det imponerende vægttab, som Thomas Hyldahl Ørts gennemlevede i 2011, da han var 21 år gammel.

Han tabte intet mindre end 49 kilo på et år, og gik dermed fra 148,8 kilo til 99 kilo.

Han fik tilmed også ændret livsstil, så han oplevede en kæmpe glæde ved at træne og spise sundt, mens han også fik et kæmpe overskud rent personligt.

I går udgav Thomas Hyldahl Ørts sin bog "TyksakNejtak - Aldrig mere en tyksak". Fitness-guide.dk har spurgt ham, hvorfor han nu har valgt, at springe ud som forfatter.

Hej Thomas. Vil du starte med at introducere dig selv?

Ja, selvfølgelig. Jeg hedder Thomas Hyldahl Ørts. Jeg er født og opvokset i Harboøre, men flyttede i sommers til Aarhus for at studere. Jeg er i dag blevet 24 år gammel.

Jeg vejede tilbage i 2010 næsten 150 kg, og tog en beslutning, der ville ændre mit liv gevaldigt.

Jeg gik på intensiv slankekur, hvilket resulterede i et vægttab på næsten 50 kg, og en forøgning af muskelmassen. I 2011 besluttede jeg for at stoppe med at tabe mig.

Jeg vejede nu 99 kilo og synes egentlig, at det var meget fint. Jeg er 190 cm høj. Efter jeg havde brugt et år på at tabe mig, ville jeg have mere. Jeg gik efter at få en bedre krop samt et sundere helbred.

Hvorfor har du valgt at skrive en bog om dit liv som overvægtig og din kur?

Efter jeg havde tabt mig, kunne jeg hurtigt mærke, hvor fantastisk jeg havde fået det - ikke kun fysisk, men også psykisk. Jeg grublede i et stykke tid på, hvordan jeg bedst muligt kunne videreformidle min historie samt den erfaring, jeg havde fået mig.

Jeg kom så frem til at jeg ville se om jeg ikke kunne få noget ned på papir. Men i bund og grund handler det udelukkende for mig om at være med til at motivere og inspirere andre overvægtige.

Jeg ved, hvor svært det er! Det er langt fra let at være overvægtig i Danmark, hverken om man er barn eller voksen. Samtidig bliver overvægt et større og større problem, så her føler jeg, at jeg bidrager med lidt.

Hvor kommer navnet TyksakNejTak – Aldrig mere en Tyksak fra?

He, he. Det er du langt fra den første, der spørger om, og nok heller ikke den sidste.

Da jeg sad og tænkte over, hvad min bog egentlig skulle hedde, tænkte jeg ”Thomas tabte 49 kg – læs hvordan” eller ”sådan tabte Thomas sig 49 kg – find inspiration”.

Men så slog det mig, at det skulle være noget anderledes. Det skulle være sjovt, men samtidig give god mening.

”TyksakNejTak – Aldrig mere en Tyksak” kommer egentlig fra, at det ord ”tyksak” har jeg hørt et par gange i ikke positiv sammenhæng.

Så nu siger jeg TyksakNejTak – aldrig mere en Tyksak, for jeg vil aldrig mere være eller kaldes en tyksak. Jeg synes, at mit liv er blevet så meget bedre nu, så det er der ingen grund til.

Hvad er dine mål med bogen?

Mit mål med bogen er, at så mange som muligt får gavn af den! Det kan godt være det ikke er hele bogen, man kan drage nytte af. Det kan være der er en ting eller to.

Men det kan være det er det, der får personen til at give det en chance. Jeg føler selv at jeg skylder at hjælpe andre, nu hvor jeg har fået det så godt. Jeg håber også, at der er mange ikke-overvægtige, der vælger at læse den. Det kan være, at det kan ændre folks syn på overvægtige.

Derudover kan det jo være, at der sidder en masse forældre til overvægtige børn, som måske får et lidt andet billede af, hvad der egentlig foregår i hovedet på en ung og overvægtig. Så det derfor er lidt lettere at gribe sagen an som mor og far.

Hvad har været de største udfordringer ved at skrive bogen?

Der har været mange! Jeg vil da gerne indrømme, at det at skrive en bog ikke er sådan ligetil. Det er omfattende og det er kommet bag på mig et par gange eller fem, hvor stort og omfattende et projekt, jeg egentlig har sat i gang.

Derudover vil jeg da godt indrømme, at jeg et par gange har tænkt: ”Jeg bliver aldrig færdig med det her”.

Bogen er bygget op omkring frivilliges hjælp, og jeg brugte bl.a. et lille år på en sponsor, som fortalte mig den ene løgn efter den anden. Men nu har jeg virkelig fået skabt et super team, som virkelig giver den gas!

Hvordan har dit bagland reageret på, at du nu vil være forfatter?

Min families umiddelbare kommentar var "Ja, ja - det gør du bare". De troede ikke på det kunne lade sig gøre. Jeg har vel knap og nap selv læst en hel bog af samme størrelse som min egen.

Så de tog det meget roligt, men da jeg så senere begyndte at vise, at jeg rent faktisk kom fremad med projektet, begyndte de også at blive mere og mere interesserede i det.

De har fulgt meget med fra sidelinjen, og givet mig en rigtig stor opbakning! Derudover kan jeg vist takke min nuværende kæreste for at det rent faktisk er blevet til noget. Da jeg var gået død, pressede hun mig til at fortsætte.

Hvorfor har du valgt at gøre bogen gratis?

Jamen det var bestemt heller ikke meningen fra starten af. Jeg er forretningsmand og elsker at tjene penge. Men alt skal bare ikke gøres op i penge, har jeg fundet ud af.

Nu kunne jeg se, hvad der er sket med mig og for mig, hvis andre nu kan få gavn er min historie, ville det bare være kanon.

Derudover er jeg ret sikker på at dem, der typisk ville købe sådan en bog, ikke er dem der virkelig har brug for den. Så hvis jeg nu gjorde den gratis, kunne det jo være mange flere ville få gavn af den. Så derfor blev den gratis.

Hvor mange forventer du, der vil læse bogen?

Jeg har ikke rigtig nogle forventninger til det. Jo flere, jo bedre - sådan har jeg valgt at se på det. Jeg har et mål, der hedder 1.000. Og det vil jeg skisme kæmpe for! Alt andet vil overraske mig!

Du har allerede 1.000 fans på din Facebook-side. Hvorfor tror du, at så mange følger dig tæt?

Jamen, jeg har den forhåbning, at folk følger mig, fordi de støtter op omkring projektet, fordi de synes det er interessant, samt at det gavner et godt formål.

Derudover håber jeg, at der er rigtig mange af dem, der ser frem til at kunne læse bogen. Sidst, men ikke mindst, fordi jeg måske er et anderledes menneske i forhold til "normale mennesker".

Hvad håber du på at fremtiden vil bringe efter bogen?

En masse positiv feedback! Selvfølgelig. Så kunne det være fedt, at komme ud og holde nogle flere foredrag. Det er ikke noget, jeg har gjort så meget i tidligere, men jeg synes, at det er sjovt og jeg lærer noget nyt hver gang.

Derudover kunne det da være sjovt at komme videre indenfor ”sundhedsbranchen” - evt. komme ud og hjælpe unge overvægtige. Jeg mener jo, at jeg har en kompetence i at jeg ved, hvordan de tænker og hvordan de har det.

Har du noget til sidst, du gerne vil dele?

Jeg håber, at folk vil være med til at få min bog frem i søgelyset, så den når ud til så mange som muligt! Jeg håber, at folk vil bakke op om projektet ved at fortælle om det til alle, som de møder på deres vej. Så bliver jeg glad!

Du kan hente bogen "TyksakNejtak - Aldrig mere en tyksak" her!

About Author

Vi skriver både fitness nyheder og større artikler omkring en masse forskellige emner inden for træning og sundhed. Hvis du er på jagt efter gode tilbud, kan du finde nogle her: Proteinpulver - FiveFingers - Fitnesscentre

Hvad er din kommentar?

Få besked via e-mail, når der kommenteres. Du kan også abonnere uden at kommentere.