Vi spiser mere end vi nogensinde har gjort, men samtidig køber vi sundere madvarer end vores oldeforældre gjorde, viser en undersøgelse.
Danskerne spiser mere mad end nogensinde, men maden er sundere end den var for vores oldeforældres vedkommende.
Der ligger mere frugt, grøntsager og flere proteiner på tallerknen i form af kød og fisk. Dermed indtager vi flere proteiner og færre kulhydrater.
Ph.d. Tenna Jensen fra SAXO-instituttet har, ved hjælp af data fra Danmarks Statistik, undersøgt danskernes fødevareforbrug gennem de seneste 100 år. Dermed har hun skabt den første analyse af vores indkøbsvaner af mad, som løber over så lang tid.
Lavere sukkerforbrug i dag end tidligere
Vores sukkerforbrug er lavere end før Anden Verdenskrig, mens der nogenlunde er stabilitet i vores oste- og mælkeforbrug.
Det har Tenna Jensen kunnet konstatere, efter at undersøge en række forskellige fødevaregrupper i årene 1909, 1956 samt 1999.
"Selvom vi spiser mange flere kilo mad i forhold til for hundrede år siden, har udviklingen i vores kost for de fleste forbedret sundheden," forklarer Tenna Jensen, der også er ekstern lektor på SAXO-instituttet, til Videnskab.dk.
Fedtforbruget er højere - men ofte også sundere
På trods af at vores fedtforbrug er højere i dag end tilbage i 1909, er det mindre end i 1956, hvor forbruget toppede. Samtidig er det værd, at understrege, at nutidens fedt ofte er sundere end det, der befandt sig i maden i 1909.
"Det er ikke altid bare et spørgsmål om, hvor meget mad vi har spist, men også hvor god kvalitet det er. Kvaliteten hænger meget ofte sammen med, hvilken tidsperiode fødevarerne er blevet produceret i," fastslår Tenna Jensen.
Sundheden er i konstant udvikling
Det er vigtigt, at forstå, at resultaterne ikke betyder, at danskerne var ligeglade med sundheden for hundrede år siden.
Forklaringen ligger derimod i, at vores opfattelse af sundhed er i konstant udvikling.
"Man kan godt nogle gange glemme, at den befolkning, man undersøgte, helt grundlæggende har haft nogle andre ideer om, hvad der var sundt og godt at spise, end vi har i dag," forklarer Tenna Jensen, og uddyber:
"Selv i dag kan vi se store forskelle på opfattelsen af sundhed fra københavnere, som går meget op i økologi, til folk der bor på landet. Vores forståelse af, hvad der er sundt, flytter sig hele tiden."
Kilde: Videnskab.dk