Kun en uge med mindre end seks timers søvn kan tilsyneladende få konsekvenser for dit helbred. Det viser en undersøgelse.
Hvis du sover mindre end seks timer hver nat i blot én uge, vil dit aktivitetsniveau ændre sig i mere end 700 gener og derved kroppens kemiske opbygning.
Det viser en undersøgelse, der er foretaget af forskere på universitetet i Surrey.
De har analyseret blodet hos 26 personer efter både ti timer og seks timers søvn over en uge.
Indhold:
ToggleHovedparten af generne holdt nede
I første uge skulle de tilbringe ti timer i sengen, hvor de i gennemsnit sov 8,5 af dem, mens de ugen efter kun skulle ligge i sengen i seks timer, hvoraf de i gennemsnit sov fem timer og 42 minutter.
Begge uger blev afsluttet med, at forsøgspersonerne blev holdt vågne i 39 til 41 timer.
Efterfølgende viste blodprøverne, ifølge The Guardian, at efter at forsøgspersonerne havde haft en søvnfattig uge, blev 444 geners aktivitet holdt nede.
Derimod var 267 gener mere aktive end hos forsøgspersoner, der havde sovet de ekstra timer.
Træthed er ikke det eneste, man oplever
"Det kom bag på os, at selv relativt beskedne forskelle i søvnlængden havde så stor betydning," fortæller professor Derk-Jan Dijk til The Guardian, og fortsætter:
"Det viser, at søvnforstyrrelser og mangel på søvn udløser mere end træthed," uddyber Derk-Jan Dijk, der er leder af Surrey Sleep Research Centre ved Surrey University.
Ændringer i gener, der kontrollerer stofskiftet, kan udløse eller forværre bl.a. diabetes og fedme.
Andre af de observerede ændringer er udløst i gener, som har med stress og aldring at gøre, og herudover der også tale om ændringer, der kan øge risikoen for hjertekarsygdomme.
Søvnen skal vurderes på kvalitet
Hvor lang tid det tager, før generne igen opfører sig som normalt, viser undersøgelsen ikke umiddelbart tegn på.
Men er man blandt dem, der får sine otte timer hver nat, bør man ikke være alt for bekymret, mener professor Jim Horne fra Loughborough Universitets Sleep Research Centre.
"Vi skal være forsigtige med at gøre disse opdagelser til generaliseringer for for eksempel de, som altid har sovet seks timer og trives godt med det. Derudover kan søvn tilpasse sig forandringer, og den skal også vurderes på kvalitet, ikke kun mængden."
Han supplerer med at fortælle, at testpersonerne også kan have været stresset, da de afsluttede testforløbet med at blive holdt vågne i over et døgn.
Tidligere undersøgelser har vist en sammenhæng mellem manglende søvn og overvægt samt dårlig hukommelse og overdødelighed.
Kilde: The Guardian