De danske unge mellem 16 og 24 år har vurderet deres helbred som det næstdårligste i EU. Det viser en ny undersøgelse.
I en undersøgelse har danske unge mellem 16 og 24 år vurderet deres helbred.
Kun 85 procent af dem vurderer, at de har et godt helbred. For otte år siden lød dette tal på 93. Det viser statistik fra Eurostat, skriver Ugebladet A4.
"Det er meget skidt, hvis man allerede som ung har et dårligt helbred. Det trækker spor ind i voksenlivet, hvor mange vil slæbe rundt på problemer," fortæller professor Bjørn E. Holstein fra Statens Institut for Folkesundhed til A4.
Sundhedsminister er bekymret
Danmarks nuværende sundhedsminister, Pia Olsen Dyhr, fra SF er bekymret for disse nye resultater.
"Undersøgelsen viser en bekymrende tendens. Sunde vaner grundlægges som regel i barn- og ungdommen, og selvom man sagtens kan hente det tabte ind senere i livet, kræver det overskud og ressourcer."
Flere undersøgelser viser samme tendens
Tendensen har også været den samme hos Statens Institut for Folkesundhed, der har undersøgt skolebørns sundhedstilstand.
53 procent af de unge drenge på 15 år fortalte i 1984, at deres helbred var meget godt. I 2010 sagde kun 33 procent det samme. Det samme er tilfældet for pigerne.
Sundhedsministeren fastholder dog, at de danske unge vurderer deres helbred bedre i "Den Danske Nationale Sundhedsprofil 2010" i forhold til Eurostats undersøgelse.
Unge deles i to grupper
Ny forskning fra Regionshospitalet i Herning viser, at når de unge er i alderen 15 til 18 år, så deles de i to grupper, hvoraf den ene er sund og den anden er usund.
Nogle dyrker en masse motion og er meget aktive, mens den anden gruppe tilbringer meget tid foran TV og computer, og derved er meget inaktiv.
"Hvis de unge er inaktive, påvirker det deres syn på helbredet. Jo mere de sidder på deres flade, des mere synes de, at helbredet flader ud. Når samfundet lægger op til, at man bruger computer hele tiden og nedprioriterer de fysiske aktiviteter, har vi de unge, som vi fortjener," forklarer seniorforsker Merete Labriola til Ugebrevet A4.
Danmarks dårlige placering skal tages med forbehold
Sundhedsminister Pia Olsen Dyhr mener, at Eurostats undersøgelse af danske unges helbredstilstand skal tages med forbehold.
Hun peger på, at de danske unge måske er mere beviste omkring deres helbred, fordi de bliver præsenteret for utallige sundhedskampagner om kost, rygning, alkohol og motion.
"Sundhedsidealerne i Danmark kan være sværere at leve op til end i andre lande. Men uanset baggrunden er det trist, at danske unge vurderer deres helbredstilstand ringere end unge andre steder i Europa. Når vi ser, at de lever markant længere i Sverige, og at de unge her mener, at de har et godt helbred, er der kun en ting at sige: Sådan skal det også være i Danmark," siger Pia Olsen Dyhr.
Kilde: Ugebladet A4