Undersøgelse: Træn hårdt og lev længere

Undersøgelse: Træn hårdt og lev længere

0

Løb - høj intensitetEn ny undersøgelse fra Australien viser, at intensiv træning sikrer nogle ekstra år på livskontoen for midaldrende og ældre. En dansk professor erklærer sig enig.

Hvis du ønsker at leve længere, så kan du begynde at skrue tempoet op i din træning. En ny australsk undersøgelse viser, at intensiv træning forebygger en tidlig død.

I den store undersøgelse, fulgte forskerne 204.542 personer i over seks år for at sammenligne forsøgspersonerne.

Man havde personer, der udførte moderat aktivitet, såsom svømning og huslige pligter, og så havde man også forsøgspersoner, der dyrkede mere intens træning, såsom jogging, aerobics eller tennis.

Her stod det klart, at risikoen for en tidlig død var ni til 13 procent lavere hos de motionister, som trænede hårdt, skriver Medical Xpress.

Resultaterne fra undersøgelsen er ikke noget, der overrasker Peter Krustrup, der er professor ved Institut for Idræt og Ernæring, Center for Holdspil og Sundhed på Københavns Universitet.

"Undersøgelsen er omfattende, interessant og bekræfter os i det, vi allerede ved: Intensiv fysisk aktivitet nedsætter dødeligheden og er meget effektiv til at forbedre den fysiske form og sundhedstilstand," fortæller Peter Krustrup til Berlingske og han uddyber:

"Tillige fortæller undersøgelsen, at intens træning i form af for eksempel tennis og løb nedsætter dødeligheden for midaldrende og ældre mænd og kvinder, og både for dem, der er i behandling for livsstilssygdomme, og dem, der ikke er. Forklaringen er blandt andet, at træning med høj puls forbedrer hjertefunktion, blodtryk, kondital og insulinfølsomhed. Og ketsjerspil som tennis og boldspil som fodbold giver samtidig markante positive effekter på muskelfunktion og knoglestyrke. På den måde kan intens fysisk træning give en bredspektret forebyggelse og behandling af livsstilssygdomme."

Forskerne valgte at dele de tusindvis af deltagende personer i undersøgelsen op i to grupper. Disse personer var fra 45 år og op efter. Den første gruppe bestod af personer, der ikke dyrkede aktivitet med høj intensitet, mens den anden gruppe fortalte, at op til 30 procent eller mere af deres fysiske aktiviteter var på et højt niveau i intensitet.

For den sidste gruppe var dødelighedsraten ni procent lavere i forhold til den gruppe, som ikke dyrkede intensive træningsformer.

For de personer, der dyrkede intensiv træning i mere end 30 procent af tiden var dødelighedsraten endnu lavere, nemlig på hele 13 procent.

Peter Krustrup understreger, at deres undersøgelser også viser, at effekten er meget større, når en person dyrker motion i et højt tempo, fordi hjertefunktion og kondital blandt meget andet påvirkes i højere grad, og dermed opnås en større effekt. Derfor er det bedre at snøre sine løbesko i stedet for sine gummisko, så pulsen kan komme endnu højere op.

"Det er en myte, at ældre ikke også må deltage i intensiv træning – det har de faktisk rigtig godt gavn af, når det gælder hjertesundhed, kropssammensætning og knoglesundhed. Den intense træning giver faktisk mindre risiko for hjertekarsygdomme og knoglebrud," fastslår Peter Krustrup.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger lyder på, at der mindst to gange om ugen indgår fysisk aktivitet med høj intensitet af mindst 20 minutters varighed for at vedligeholde eller øge konditionen og muskelstyrken.

About Author

Vi skriver både fitness nyheder og større artikler omkring en masse forskellige emner inden for træning og sundhed. Hvis du er på jagt efter gode tilbud, kan du finde nogle her:Proteinpulver - FiveFingers - Fitnesscentre

Hvad er din kommentar?

Få besked via e-mail, når der kommenteres. Du kan også abonnere uden at kommentere.