Ny forskning viser, at mængden af morgenmad ikke er afgørende for din sundhed. Kroppen sørger selv for, at skabe balance i regnskabet.
Ernæringseksperter har igennem de senere år sagt, at spiser du ingen eller lidt morgenmad, kommer du til at spise mere og derved indtage flere kalorier i løbet af resten af dagen i forhold til personer, der spiser en stor portion morgenmad.
Men dette mantra bliver nu afkræftet i en ny tysk undersøgelse, der er blevet publiceret i Nutrition Journal, der er et videnskabeligt tidsskrift.
I undersøgelsen, der foregik på et universitet i München, overvågede man 400 forsøgspersoner igennem to uger, mens personerne samtidig fik besked på, at de skulle føre madlog over hvad de spiste, hvornår de spiste samt hvor meget maden vejede.
Balance i kostindtaget
En række personer spiste store portioner til morgenmad, andre spiste mindre, mens en del helt undlod at indtage morgenmad.
De personer, der spiste meget morgenmad, hvilket cirka svarede til 400 kalorier mere end de personer, der spiste lidt morgenmad, konsumerede i gennemsnit 400 kalorier ekstra i løbet af dagen.
"Resultatet af undersøgelsen viser, at folk spiser det samme til frokost og aftensmad, uanset hvad de har fået til morgenmad," forklarer lederen af undersøgelsen, Volker Schusdziarra, ifølge BBC News.
Morgenmaden er stadig meget vigtig
Overordnet set er eksperterne dog enige om, at morgenmaden fortsat er en vigtig del af den daglige kost.
"Personer, der spiser morgenmad, har en mere afbalanceret kost end dem, der springer morgenmaden over. Det er bevist. De er ligeledes også mindre tilbøjelige til at være overvægtige, have nemmere ved at tabe sig og have mindre risiko for forskellige sygdomme," udtaler Sian Porter fra den britiske forening af diætister, British Dietic Association, og hun fortsætter:
"Hvis du ikke spiser morgenmad, kommer du lettere til at spise flere usunde snacks fra tidlig morgen, og det får man ikke nødvendigvis rettet op på, og spist mere sundt i løbet af dagen, hvis man skipper morgenmaden."
Kilde: BBC News