Undersøgelse: Indtag meget protein og bliv klogere

Undersøgelse: Indtag meget protein og bliv klogere

0

Et stort indtag af protein sikrer en hurtigere opfattelse og reaktionsevne, viser en ny undersøgelse, som blev offentliggjort i denne uge.

Forskere fra LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet har offentliggjort en undersøgelse, der viser, at en proteinrig kost styrker både reaktionsevnen, sikrer en hurtigere opfattelse og resulterer i færre fejl i en række kognitive test.

Forsøgsgrupper af raske, unge mænd

23 unge, raske mænd i alderen 19-31 blev delt i to grupper, hvor den ene forsøgsgruppe fik til opgave at fortsætte deres normale proteinindtag, mens den anden gruppe skulle indtage dobbelt så meget protein, hvilket svarede til cirka 3 g/kg kropsvægt per dag. Begge grupper blev fulgt nøje i løbet af tre uger.

Aminosyrer styrker hjernefunktionen

Formålet med undersøgelsen var, at finde ud af, om den kognitive funktion samt muskelfunktionen blev påvirket af et større proteinindtag end normalt.

Umiddelbart blev den fysiske funktion ikke påvirket, men det gjorde i stedet den kognitive funktion, der blev målt ved hjælp af forskellige metoder.

En test, der var computerbaseret viste, at antallet af fejl blev formindsket, mens hastigheden for afgivelsen af de rigtige svar steg markant hos de testpersoner, der spiste en kost med et højt proteinindtag. Samtidig var de unge mænd, der indtog meget protein, også bedre i en orienteringstest.

Aminosyrer og protein i tæt samarbejde

Forklaringen på den store forbedring i den kognitive funktion hos de forsøgspersoner, som indtog et større protein-indhold, skal findes i et øget indhold af visse aminosyrer i blodet, der steg i takt med det øgede proteinindtag.

I samme forbindelse skulle disse aminosyrer også have øget hjernens indhold af visse signalstoffer, der medførte en hurtigere reaktionsevne i hjernen.

"Tidligere studier, som har undersøgt det samme, har kun været af en enkelt dags varighed, så vores undersøgelse viser for første gang, at virkningen af et vedvarende, højt proteinindtag holder," fortæller Lene Holm Jakobsen, ph.d. ved LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet og Ernæringsenheden på Rigshospitalet.

Kost-anbefalingerne i fremtiden skal tilpasses

"De fleste offentlige kostanbefalinger omkring indtag af fedt, kulhydrat og protein fokuserer på at forebygge fedme og hjertesygdom hos midaldrende. Vores forsøg viser, der muligvis er behov for at tilpasse kostrådene, så slanke, fysisk aktive unge bliver anbefalet en anden kostsammensætning. Forhåbentlig kan vores forsøg bidrage til en sådan udvikling," udtaler professor Jens Kondrup fra LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet og overlæge for Ernæringsenheden på Rigshospitalet.

Kilde: LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet

About Author

Vi skriver både fitness nyheder og større artikler omkring en masse forskellige emner inden for træning og sundhed. Hvis du er på jagt efter gode tilbud, kan du finde nogle her: Proteinpulver - FiveFingers - Fitnesscentre

Hvad er din kommentar?

Få besked via e-mail, når der kommenteres. Du kan også abonnere uden at kommentere.