Morgenmadsproduktet Kellogg's All-Bran indeholder mere sukker end fibre. Faktisk er der lige så meget sukker i All-Bran som i en roulade. Se hele testen af morgenmadsprodukter her.
Kellogg's reklamerer for All-Bran med sloganet "Får du fibre nok?", men i virkeligheden burde det hedde "Får du sukker nok?".
Ernæringsekspert Vibeke Lund fra konsulentvirksomheden Sukkersheriffen, forklarer, at der er lige så meget sukker i en pakke All-Bran som det er tilfældet med en roulade.
"Det er tarvelig markedsføring. Forbrugerne har lært at vælge fibre og fuldkorn, så i en travl hverdag bliver de lokket til at tro, at det er et sundt produkt," forklarer Vibeke Lund til Søndagsavisen.
Lund mener, at sukkerholdig morgenmad kan sidestilles med slik og desserter.
Kellogg's' kommunikationschef forsvarer produkterne
"Vi lever af at sælge kornprodukter, der er lette at sætte på bordet og smager godt. Og det gør All-Bran," forklarer Vibeke Haislund, der er kommunikationschef hos Kellogg's.
"Spiser du en portion på 30 gram, svarer det til én teskefuld sukker, og det er der fint plads til i en sund og varieret kost," uddyber hun.
All-Bran er ikke det eneste sukker-morgenmadsprodukt
All-Bran er dog på ingen måde det eneste produkt, der indeholder mere sukker end det giver udtryk for.
Søndagsavisen har undersøgt 15 morgenmadsprodukter med et højt indhold af kostfibre, hvoraf seks af disse produkter indeholder mere end 10 gram sukker per 100 gram.
Indhold:
ToggleSpar på sukkeret
Der er mange årsager til at du bør spare på sukkeret. Sukker indeholder ingen næring, men optager derimod pladsen for vitaminer og mineraler, som har til formål at holde kroppen sund og rask.
Et for stort indtag af sukker-morgenmad kan altså på længere sigt gøre, at du tager på. Herudover bliver de blodsukker meget ustabilt.
"Sød morgenmad gør dig sulten inden for en halv time, og det er mere sukker, du bliver sulten efter," forklarer ernæringsekspert Vibeke Lund.
Fire gode fiberrige produkter
Fibre har derimod den modsatte effekt. De sørger for at stabilisere dit blodsukker.
Derfor er det vigtigt, at du så vidt muligt, vælger morgenmadsprodukter, der har et lavt indhold af sukker og højt indhold af fibre.
Blot fire af de testede morgenmadsprodukter lever op til disse kriterier. Rug Fras vinder testen, fordi de indeholder mange fibre og lidt sukker.
Hvis du skal finde et alternativ, er Bran Flakes fra Faktas eget mærke, Sund Fornuft, også udmærket. De indeholder mere sukker, men koster til gengæld halvdelen af Rug Fras.
Vær opmærksom på salt
Sukker er ikke den eneste ingrediens, du skal holde et vågent øje med. Det gælder også for salt. Otte af de 15 testede produkter indeholdt mere end et gram salt per 100 gram.
"Salt er lige så stort et problem for sundheden som sukker," forklarer Vibeke Lund.
Salt og sukker forstærker smagen
"Producenterne putter alt for meget salt i vores fødevarer og vænner os på den måde til, at alt skal smage salt," fortæller hun.
Derfor anbefaler hun varer, der er så lidt forarbejdet som muligt, eksempelvis havregryn.
Kilde: Søndagsavisen
Hvilket morgenmadsprodukt er din favorit?
- Kommentér i boksen herunder
1 kommentar
Jeg foretrækker at spise havregryn (OTA Solgryn) med rosiner og mandler. Det mætter super godt.