Sodavand i store mængder skader leveren

Sodavand i store mængder skader leveren

0

Hvis du er storforbruger af sodavand, så skal du være påpasselig. En undersøgelse viser, at leveren bliver fyldt med fedt. Det gælder dog ikke light-sodavand.

Sodavand, der er sødet med sukker, medvirker til at fedtindholdet i leveren og bughulen bliver fordoblet, hvis man indtager den søde læskedrik i store mængder. Det viser en undersøgelse fra Aarhus Universitet.

47 unge personer deltog i undersøgelsen

47 unge forsøgspersoner har i alt deltaget i undersøgelsen. De blev inddelt i fire grupper, som henholdsvis drak sukkersodavand, light-sodavand med et kunstigt sødestof, skummetmælk, mens den sidste gruppe drak vand.

Den første gruppe drak en liter sodavand dagligt igennem et halvt år, og da forsøget var slut, kunne man konstatere, at fedtindholdet i lever og bughule var steget til mere end det dobbelte. Forsøgspersonerne tog dog kun 1,3 kilo på i gennemsnit.

"Vi kunne ikke dokumentere, at de blev fede af at drikke sodavand. Men de får fedtaflejringer der, hvor man ikke skal have det, nemlig i leveren og bughulen," forklarer Bjørn Richelsen, professor ved Aarhus Universitet, til Ingeniøren.

Det var udelukkende de sukkersøde sodavand, der skabte problemer. Skummetmælk havde, trods stort set samme energi-indhold, på ingen måde samme effekt. Mens der heller ikke var skadelige udviklinger efter indtagelse af kunstigt sødede sodavand.

"Sodavand består jo helt overordnet af vand med sukker i. Sukkeret er opdelt i to typer, nemlig glukose og fruktose, og det er den del der hedder fruktose, altså frugtsukkeret, der går direkte til leveren."

Øget risiko for alvorlige sygdomme

Den sukkersøde sodavand kan derved give folk fedtlever, men herudover kan man også rammes af livsstilssygdomme, som eksempelvis sukkersyge og hjertekarsygdomme.

"Det er de forkerte steder i kroppen, det her fedt lagrer sig. Det er ikke i de almindelige fedtvæv, men steder hvor fedt normalt ikke er så velkomment."

Drik light-sodavand i stedet

Kan man ikke lade være med at indtage sodavand, så vælg en light-udgave, der ifølge undersøgelsen ikke har samme skadelige virkning som almindelig sodavand.

"Vores undersøgelse viste jo stort set ingen forskel på at drikke lightprodukterne i forhold til at drikke vand. Så der er mange forskellige muligheder. Men det sukkersøde sodavand bør man gå uden om til dagligt."

Kilde: Ingeniøren

About Author

Vi skriver både fitness nyheder og større artikler omkring en masse forskellige emner inden for træning og sundhed. Hvis du er på jagt efter gode tilbud, kan du finde nogle her: Proteinpulver - FiveFingers - Fitnesscentre

Hvad er din kommentar?

Få besked via e-mail, når der kommenteres. Du kan også abonnere uden at kommentere.