Ny forskning: Derfor får du ædeflip

Ny forskning: Derfor får du ædeflip

0

Er du typen, der ikke kan nøjes med et stykke chokolade, så er du sandsynligvis ikke alene. Forskere har nu fundet svaret på, hvorfor man får et decideret ædeflip.

Ny forskning har fundet forklaringen på, hvorfor vi som oftest får ædeflip, når vi først har åbnet chips-posen.

En kædereaktion startes i kroppen

Når man spiser fed mad, såsom chips og pommes frites, starter en kædereaktion af signaler i kroppen. Det er receptorer i munden, som reagerer på mad med højt indhold af fedt.

Efter at munden har registreret det, sendes der signaler til tarmen, hvorefter hjernen får besked. Hjernen starter det såkaldte "belønningscenter", fordi den får signaler om, at det er fed mad.

Det får dig til at føle dig godt tilpas, og giver dig lyst til at spise endnu mere fedt. Vores krop er sådan opbygget, fordi det tidligere var vigtigt for mennesket, at få fed mad for at overleve i naturen.

Derfor er det en helt naturlig proces, der opstår i kroppen, som man ikke kan påvirke på nogen måde - i hvert fald ikke endnu.

Signalstoffer undersøgt i tarmen på rotter

En række internationale forskere har undersøgt signalstoffer i tarmen på rotter, og hvis lægemidler i fremtiden vil kunne stoppe kroppens produktion af signalstoffer i tarmen, kan man muligvis sænke overvægtige personers trang til fed mad.

Resultaterne er blevet offentliggjort i det anerkendte tidsskrift PNAS, Neuroscience, mens en dansk forsker erklærer sig enig med resultaterne.

Dansk forsker forklarer foreløbige resultater

"Muligheden for at behandle fedme ved at hæmme det endocannabinoide system (systemet, hvor signalstofferne optræder, red.), er helt bestemt et område, der skal forskes mere i. Vi arbejder selv med noget lignende, og medicinalindustrien har også fokus på området," fortæller professor Harald S. Hansen fra Det Farmaceutiske Fakultet på Københavns Universitet, til Videnskab.dk, og han uddyber:

"Vi ved to ting. Vi ved, at fedtindtag øger vægten, og vi ved, at der er en dårlig regulering af appetitten, hvis man får for meget fedt. Fedt synes at kunne fungere som narko eller sex i hjernens belønningscenter, og jo mere man får, jo mere vil man have. Det er en af grundene til, at mange mennesker bliver overvægtige."

Overvægtige skal hjælpes gennem blokering af signalstoffer

Forskerholdet bag undersøgelsen har udpeget lægemidler, der kan blokere for signalet mellem tarmen og hjernen, som et nyt middel mod fedme.

"Der har tidligere været lavet medicin, der blokerede for nogle af de signalreceptorer, der har med det endocannabinoide-system at gøre. Rimonabant var et lægemiddel, der havde stor succes, men desværre fik enkelte patienter depressive bivirkninger, og produktet blev taget af markedet igen. Årsagen til de depressive bivirkninger var, at det blokerede for receptorer i hjernen. Det danske firma 7TM Farma er i gang med at udvikle et lægemiddel, der blokerer for receptorerne ude i vævet, hvilket forhåbentligt fjerner bivirkningerne," forklarer Harald S. Hansen.

Spændende resultater fra rotte-forsøgene

Forskerne brugte rotter i forsøget på at afdække virkningen af fed mad. De indopererede en slange i rotternes maver, hvorefter maden blev suget ud i samme øjeblik, som den blev indtaget.

Herefter undersøgte forskerne hvor meget mad, som rotterne spiste og hvilken betydning fedtindholdet i maden havde for produktionen af signalstoffer i tarmen.

Ved at benytte førnævnte fremgangsmåde, kunne forskerne isolere den mæthedsfornemmelse, der blev skabt af signaler fra munden til hjernen og siden hen tarmen.

Resultaterne viste, at de rotter, som var blevet fodret med fed mad, producerede signalstoffer i tarmen, selvom maden aldrig nåede derned.

Derudover spiste de samme rotter mere mad end de rotter, der fik serveret mad med lavt fedtindhold, hvilket vil sige, at de ”sunde rotter” også producerede færre signalstoffer.

"Resultaterne er nye og spændende og et skridt i den rigtige retning, men det er langt fra hele forklaringen," vurderer Harald S. Hansen.

Kilde: Videnskab.dk

About Author

Vi skriver både fitness nyheder og større artikler omkring en masse forskellige emner inden for træning og sundhed. Hvis du er på jagt efter gode tilbud, kan du finde nogle her: Proteinpulver - FiveFingers - Fitnesscentre

Hvad er din kommentar?

Få besked via e-mail, når der kommenteres. Du kan også abonnere uden at kommentere.