Morgenmaden nedprioriteres hos danskerne

Morgenmaden nedprioriteres hos danskerne

0

En ny undersøgelse viser, at hver fjerde dansker undlader at spise morgenmad, mens hver anden spiser morgenmad alene.

Mange danskere vælger, at nedprioritere morgenmaden, fordi de har travlt med at komme ud af døren. På bare tre år er antallet af personer, som ikke spiser morgenmad steget fra 28 procent til hele 41 procent.

Det viser en ny undersøgelse, der er foretaget af analyseinstituttet YouGov.

"Vores liv i dag er præget af fleksibilitet og selvrealisering. Vi skal være fleksible i forhold til arbejde, familie og venner, og så skal vi også realisere os selv. Det smitter i høj grad af på morgenerne," forklarer sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal fra Fremtidsforskeren.

Otte ud af ti spiser morgenmad alene

Undersøgelsen viser også, at på trods af at otte ud af ti danskere spiser morgenmad derhjemme, så spiser hver anden morgenmad alene, selvom de bor sammen med partner og børn. Morgenmaden bliver i stedet som regel indtaget foran TV'et eller computeren.

"Men når vi spiser i ikke bevidst-tilstand foran en skærm, er der større fare for, at vi ikke opfatter, hvad og hvor meget vi spiser," siger ernæringsekspert Preben Vestergaard Hansen fra professionshøjskolen Metropol og fortsætter:

"I kampen mod danskernes stigende overvægt er der voksende fokus på, at når vi ikke er opmærksomme på smagsoplevelser, bliver vi måske heller ikke naturligt mætte og risikerer lettere at overspise."

Færdigproducerede fødevarer dominerer ofte

Danskerne går ikke så meget op i, hvorvidt morgenmaden er sund. Derfor falder valget ofte på færdigproducerede fødevarer, der er hurtige at tilberede.

"Morgenmaden skal være nem og helst ramle ned i hænderne på os uden mange anstrengelser. Engang var havregrød til hele familien typisk morens job, men det har hverken hun eller farmand længere tid eller lyst til," siger Birthe Linddal.

YouGov Zapera har gennemført undersøgelsen på vegne af Nordisk Kellogg’s, hvor 1.006 danskere deltog.

Kilde: YouGov

About Author

Vi skriver både fitness nyheder og større artikler omkring en masse forskellige emner inden for træning og sundhed. Hvis du er på jagt efter gode tilbud, kan du finde nogle her: Proteinpulver - FiveFingers - Fitnesscentre

Hvad er din kommentar?

Få besked via e-mail, når der kommenteres. Du kan også abonnere uden at kommentere.