Team Rynkeby 2011: Mød tre kendte ryttere, der tog kampen op

Team Rynkeby blev afholdt igen i år, hvor 584 cykelryttere - både kendte og ukendte - havde meldt sig under fanerne til at cykle de 1.200 kilometer på syv dage fra Ringe til Paris.

Team Rynkeby blev traditionen tro afholdt til fordel for Børnecancerfonden i Danmark og Barncancerfonden i Sverige. I år deltog 584 cykelryttere og 139 hjælpere fordelt på 11 danske og to svenske hold.

Deltagerne på Team Rynkeby spændte fra alle køn og alle aldre, og både kendte og ukendte danskere deltog. Blandt nogle af de kendte var Lars Løkke Rasmussen (Statsminister), Amin Jensen (Stand-up-komiker), Cecilie Hother (Vejrvært på TV 2), Mads Steffensen (fra Mads og Monopolet på P3) og Pia Allerslev (kultur og fritidsborgmester i København).

Fitness-guide.dk har talt med de tre sidstnævnte, for at få et indblik i, hvor meget det reelt kræver, at køre de 1.200 kilometer i alt slags vejr, og hvordan de havde det, da de havde gennemført den store udfordring.

Cecilie Hother (CH) og Mads Steffensen (MS) repræsenterede Team Rynkeby Nordsjælland, mens Pia Allerslev (PA) kørte for Team Rynkeby København.

Hvorfor valgte I, at takke ja til at deltage i Team Rynkeby?

CH: Jeg blev lokket ind i det af en af mine gode venner, så jeg nåede ikke at takke ja, før jeg var med, men jeg har ikke fortrudt det på nogen måde.

MS: Det var på grund af formålet med at samle penge ind til kræftramte børn, og være med til at give familierne lidt luft.

PA: Jeg deltog første gang i 2010. På det tidspunkt var min lille nevø kræftsyg, og jeg valgte at cykle med, fordi jeg følte, at jeg måtte GØRE noget - for at vise ham og hans forældre al den opbakning, jeg kunne. Og med Rynkeby-turen samler man jo penge ind til Børnecancerfonden, så det gav rigtig god mening. Han blev heldigvis erklæret kræftfri inden vi cyklede af sted sidste år, og er i dag en glad og frisk 5-årig knægt. Men det er stadig på grund af ham og alle andre børn med kræft, at jeg cyklede med i år. Sekundært - men selvfølgelig også vigtigt - var, at jeg kunne få en god undskyldning for at træne og være aktiv.

Hvor lang tid trænede I op til, og hvordan trænede I?

CH: Jeg startede med at spinne og da vejret så blev bedre, var der en række træningsture udenfor. To gange om ugen var der faste træningsture. Det foregik onsdag, hvor der var en kort tur, og lørdag, hvor der var en længere tur. Derudover var der også nogle på holdet, der arrangerede nogle ture, der ikke var faste, så dem havde jeg lettere ved at deltage på.

MS: Vi fik cyklerne i april måned. Jeg mødte op til den første træning i joggingbukser og syntes, at de 40 kilometer, som vi kørte den dag var ualmindeligt hårde. Det tænkte jeg på, da vi på den fjerde etape tilbagelagde over 200 kilometer, og jeg egentlig havde det ret godt, da vi kom i mål. Jeg forsøgte at træne hyppigt, men fik slet ikke trænet nok. Jeg måtte køre mig i form på turen til Paris, og det fungerede fint, men det var hårdt.

PA: I år var jeg væsentlig bedre forberedt end sidste år. Jeg begyndte træningen den 1. marts, og fik alt i alt cyklet 1.900 km inden vi drog af sted til Paris. Jeg cyklede udelukkende med holdet på vores fastlagte træningsture, holdt fast i en løbetur eller to om ugen - og fik gennem træningen - og en ret skrap diæt - smidt 12 kilo fra april til juli.

Hvad var det hårdeste ved at deltage i Team Rynkeby?

CH: Det var selve turen til Paris. Det var helt fantastisk hårdt, og der fik jeg virkelig prøvet grænser af. Vejret var ikke med os, og det fik jeg meget ballade for. Der var rigtig meget regn, samt både sidevind og modvind. Især sidst på dagen, når kræfterne var sluppet op, var det super hårdt.

MS: Det var vores kongeetape på dag seks. 195 km og 2.200 højdemeter. Det var en ekstrem tur fyldt med piskende regn og modvind. En etape plastret til med stejle og lange bakker, og så nogle ret vilde nedkørsler. Det var så absolut turens hårdeste dag, men også en dag, jeg vil tænkte tilbage på med et smil på læben. Jeg tror alle på hele holdet vil huske den dag.

PA: Det var træningstiden! Man er mange timer væk hjemmefra, for at få trænet tilstrækkeligt. Og så er der jo lige bakkerne og bjergene, som jeg aldrig bliver gode venner med!

Hvordan så en typisk dag ud, når I skulle køre?

CH: Dagen startede med at vækkeuret ringede alt for tidligt. Jeg hoppede op og tjekkede mit udstyr og iførte mig det meget charmerende outfit. Derefter spiste jeg morgenmad omkring kl. 7, og kl. 8 skulle vi op på cyklen. Jeg havde en fast cykelmakker Thomas, der var rigtig god til at motivere mig og give mig læ. Vi cyklede typisk 60 kilometer, så holdt vi kaffepause, efter 120 kilometer holdt vi frokostpause, mens den sidste kaffepause lå omkring 160 kilometer, og når den var forbi, cyklede vi resten af vejen.

MS: Vi stod op klokken seks eller syv. Så klynke lidt over at stængerne var ømme. På med cykeltøjet, pakke alt andet ned - huske det hele. Derefter hælde i hovedet med morgenmad og så ud på cyklerne kl. 7.30 eller deromkring. Første depot efter 50 km og så ellers derudad. I mål fik jeg en øl eller to, så blev jeg indlogeret på hotelværelse, tog et bad, fik aftensmad, hyggede med holdet og så på hovedet i seng. Der var ingen problemer med at falde i søvn. Alle dage har samme mønster.

PA: Vi stod op kl. 6 - 6.30. Pakkede kufferten, fik cykeltøjet på, spiste morgenmad (min medbragte havregryn), ordnede cyklen (pumpede dæk og smurte lidt olie på kæden), sørgede for proviant til lommerne (groft brød, banan, nødder/rosiner). Kl. 8 var der afgang. Efter 25 km tissepause (5 min.), efter 50 - 60 km kaffepause (10 - 15 min), lidt over halvvejs frokostpause (½ time), 30 km før mål kaffepause (10 - 15 min.) Resten af tiden sad vi på cyklen, og fik ordnet verdenssituationen med den, man nu engang kom til at ligge ved siden af. Vi var i mål omkring kl. 18 - 19, fik en øl på "bagsmækken", gik i bad, skiftede tøj, fik middag - og omkring kl. 22.30 lå jeg i min seng igen.

Hvordan havde I det, da I havde gennemført hele turen?

CH: Jeg var ovenud glad, stolt og taknemmelig - både for oplevelsen for det hold, jeg var en del af. Det var nogle fantastiske mennesker, og de var gode til at komme med råd og opbakning. Det var utroligt smukt, da vi endelig så Eiffeltårnet. Det var utrolig sjovt og spændende at afprøve sin fysik og vilje. Kroppen kan langt mere end hovedet giver besked om. Jeg var undervejs ofte bange for at cykle, fordi jeg aldrig har siddet på en ryttercykel før, hvor man også er låst fast i fødderne. Derfor havde jeg svært ved at mærke mine fingre, da jeg kom hjem, fordi jeg havde holdt så godt fast i styret.

MS: Jeg var meget stolt. Inden turen havde jeg kørt over 100 km to gange. På den tur kørte vi omkring 180-200 km om dagen, og jeg synes det var sejt. Det var en flot tur gennem Paris på de sidste kilometer, men det er bakkerne, regnen og modvinden, jeg vil huske. Det var det store for mig. Jeg havde egentlig bestilt en tur fyldt med sol og medvind, men den mail nåede tilsyneladende aldrig frem.

PA: Jeg var glad, overstadig og stolt. Desværre regnede det helt vildt lige da vi kom i mål, så "rusen" druknede lidt.

Hvad har I fået ud af at deltage rent personligt, eksempelvis i form af vægttab?

CH: Jeg er blevet strammet op, og jeg kan se, at nogle af de muskelgrupper, som jeg normalt ikke træner, er blevet stimuleret. Jeg havde et lille vægttab, men det skal også ses i lyset af, at jeg spiste en hel del chokoladebarer uden kvaler, fordi jeg skulle have noget hurtig energi.

MS: Vi kørte for et godt formål, det betyder noget for mig. Turen var en udfordring både fysisk og mentalt, fordi jeg fik skubbet til nogle personlige grænser. Jeg vidste godt, at jeg har en stærk vilje, for jeg giver aldrig op, men det blev testet på den tur, og det gik godt. Jeg blev ret vild med at cykle, og det er noget jeg vil fortsætte med. Lige nu er jeg i en bedre form, end jeg har været i årevis. Og så har jeg i øvrigt fået en anden indsigt og respekt for livet som professionel cykelrytter, også selvom jeg kun prøvede en lillebitte flig af det.

PA: Jeg er kommet i meget bedre form, jeg har lært at cykle "rigtigt" - og til dels mit vægttab på 12 kilo. Derudover et fantastisk nyt netværk og nye dejlige venner.

Kunne I tænke jer, at deltage igen?

CH: Jeg regner ikke med at deltage næste år. Man skal ofre meget tid, og det bør man også gøre, fordi det sociale også er et vigtigt element. Men det tager lang tid at cykle i forhold til at løbe en tur i en time eksempelvis. Man er ofte nødt til at cykle 50 til 75 kilometer, hvilket tager tre til fire timer, hvis man skal have et ordentligt udbytte. Det har jeg sandsynligvis ikke tid til næste år, men man skal aldrig sige aldrig.

MS: Det her var en stor oplevelse - både den fysiske del af turen, og socialt var det også rigtigt hyggeligt. Men jeg sidder ikke med en følelse af, at det MÅ jeg bare gøre igen. Jeg kunne godt forestille mig, at jeg fandt en anden udfordring i stedet, noget jeg ikke har prøvet før.

PA: JA. Men da jeg allerede har deltaget to år i træk, har jeg måttet love min familie, at jeg lige venter et par år med at gøre det igen.