Vegansk vægttab - Q&A: Om vægttab, skrøner og dårlige undskyldninger

Vegansk vægttab – Q&A: Om vægttab, skrøner og dårlige undskyldninger

0

Fitness-guide.dk kan eksklusivt bringe kapitlet "Q&A: Om vægttab, skrøner og dårlige undskyldninger" fra bogen Vegansk vægttab, som er skrevet af Kira Eggers i samarbejde med Katrine Memborg.

Vil du tabe dig, KAN du tabe dig! Vil du ændre dit liv, KAN du ændre dit liv! Vil du have kødfrie dage, INDFØR kødfrie dage. Ja, ja, det lyder måske nemmere, end det er, men det er min holdning.

Beslutter du dig for at ændre det ene eller det andet – og er beslutningen ægte – kan det sagtens lade sig gøre! Når jeg møder mine kunder for første gang, er det vigtigt for mig at finde ud af, om de virkelig mener det. At deres ønske om livsstilsændring ikke bare er en fiks idé, hvor de nok ønsker målet, men ikke ønsker at gå vejen derhen.

Det kommer selvfølgelig an på, hvad det helt præcist er, du vil lave om – og hvor stort dit ønske er. Er det et fem kilos vægttab i forbindelse med dit bryllup? Vil du skifte kød og andre animalske madvarer ud – delvist eller helt? Vil du have mere energi i hverdagen? Eller er du måske alvorligt i ubalance på grund af overvægt, sygdom og skavanker? Nogle ændringer er klart vigtigere end andre, men derfor er det stadig væsentligt, du sætter dig et mål, visualiserer det og tager dig selv alvorligt.

Jeg støder ofte på undskyldninger – rigtig mange af dem endda. En sjælden gang er der måske noget om snakken, men oftest er der tale om misforståelser og bortforklaringer. Men jeg har lyttet, og jeg har her samlet de spørgsmål og skrøner, jeg oftest bliver stillet over for.

Er man ikke sulten hele tiden, når man skal tabe sig?

Det kommer helt an på, hvilket slags vægttab man er på. Jeg tror, at rigtig mange er bange for at blive sultne på vegansk vægttab, fordi de er vant til, at kød fylder virkelig meget. Tricket er, at du spiser flere gange om dagen. Der er alt for mange, der kun spiser de der to-tre måltider om dagen, og så bliver måltiderne hurtigt store og tunge, og man får ikke mad nok. Man skal have mere mad, end man umiddelbart tror, for ikke at være underernæret.

På vegansk vægttab – og i mine madplaner – er der omkring seks måltider om dagen. Morgen, mellemmåltid, frokost, mellemmåltid, aften, snack. Det kan være alt muligt og alle former for snacks, så længe de er fordelt over hele dagen. Det kan bare være et æble eller en banan som mellemmåltid – der er ikke det store hokuspokus i dét. Er man ikke sulten, eller har travlt, kan man sagtens slå nogle måltider sammen, så man får fire-fem måltider. Det er bare vigtigt, at man får nok mad i løbet af en dag, og det er som sagt mere, end de fleste tror.

Et andet godt råd er, at du skal drikke en masse vand. Hele tiden! For mig hjælper det at drikke et stort glas vand, inden jeg spiser, for så tager det toppen af sulten, og så overspiser jeg ikke. Hvis jeg er rigtig sulten, spiser jeg mere med øjnene og sanserne end med maven, og jeg når slet ikke at mærke min mæthedsfornemmelse. Men sådan er det ikke efter et glas vand.

Det korte svar er nej, du behøver ikke at være sulten hele tiden. Giv din krop, hvad den beder om – på en sund måde.

Hvordan overlever man den første tid uden sukker?

Bare rolig – alle overlever! Kroppen detoxer, og der er nogen, der er meget påvirkede af et sukkerstop, mens andre dårligt nok kan mærke det. Nogle får hovedpine, føler sig trætte og bliver humørsvingende – det er helt naturligt. Jeg vil da varmt anbefale, at man i stedet for at gå amok i bland selv-slik hver lørdag tager en lakrids eller et bolsje i løbet af dagen, hvis det er det, du føler, du har behov for.

Jeg siger dog til mine kunder, at de ikke skal have sukker i huset, hvis de ikke kan lade det være. Hvorfor bruge energi på at skulle udøve en disciplin, man ikke har, ved at have fristelser omkring sig? Fristelser vil være alle steder altid, men hvis man ved, man har svært ved at lade en pose slik ligge, så er det jo dumt at have den.

Det kan være den allerstørste hjælp at have løbende samtaler med familien om forløbet. Hvis den ene part siger: ”Kom nu, det skader jo ikke med lidt chokolade – det er jo fredag. Du kan bare starte på mandag” – ja, så kan det være svært at stå fast.

Hele familien kan jo sagtens undvære sukker, og det er sundt for alle ikke at have det inden for rækkevidde. Hvis man ønsker at have det der, skal man gøre sit bedste for at holde det væk fra den person, der kæmper, indtil andet er aftalt. Man kan spise det i et andet rum på et andet tidspunkt. Dette er et samarbejde, og man bør respektere en persons valg om at ville være sundere i de perioder, hvor det er svært.

Er det ikke tidskrævende og dyrt at skulle tabe sig – og i øvrigt at leve vegansk?

Som alt andet kræver det research og forberedelse, og det tager naturligvis tid at sætte sig ind i den veganske kost. Men når du er inde i det, så tager det ikke længere tid end det, du kommer fra. Det er nok mest det mentale aspekt, der skal arbejdes med, for at lave vanerne om. I starten af en livsstilsændring er du nok nødt til at stå et kvarter tidligere op for at forberede din mad – ligesom du får rigtig meget ud af at lave lidt større portioner, så der er til flere dage. Så sparer du tiden dagen efter.

Med hensyn til økonomi skal der købes nogle basisvarer ind, som kan koste lidt mere end det, du er vant til. Plantemælk er eksempelvis dyrere, men det holder også længere. Men! Flere af mine kunder siger til mig, at når de første par uger er overstået, og deres køkken er fyldt op med veganske varer, bliver der sparet på alt andet. Der er ikke længere de hurtige måltider på tanken eller lørdagsslik på programmet, og det sparer man virkelig mange penge på. Du vil blive overrasket over, hvor mange penge, der ryger til den slags hver eneste måned.

Så alt i alt kan det meget vel være, du sparer penge.

Der findes også nemme og hurtige veganske opskrifter, og når du først har fået styr på, hvad der er hvad, tager det ingen tid. Men du skal være villig til at investere tiden. Jeg har veninder og kunder, der er mødre og samtidig har fuldtidsarbejde, og de kan sagtens få det til at hænge sammen – fordi de har valgt det.

Jeg har vel brug for kød for at få nok protein, ikk'?

Endnu en skrøne, som jeg hører ofte! Når jeg laver en madplan, er der en proteinkilde i nærmest hvert måltid. Der er proteiner i spinat, i peanutbutter, linser, osv. Og så er der tofu – en af de reneste kilder til proteiner i veganer-verdenen. Tofu lyder kedeligt for mange nye veganere, men den kan tilberedes på rigtig mange måder, så du selv kan styre smag og konsistens.

Du kan også blende den i en dressing, osv. Mulighederne er mange, og kun fantasien sætter grænser!

Kan man overhovedet tabe sig uden at dyrke motion?

Motion er en afgørende faktor. Men! I starten af en vegansk madplan kan du tabe dig hurtigt og meget, selv om du ikke dyrker motion. Det er primært væske, noget fedt og helt sikkert muskelmasse, hvis ikke du får trænet. Det er det samme som et usundt vægttab, hvis ikke du supplerer med at få styrketrænet. Motion øger din forbrænding og skubber til dit stofskifte.

Hvis du eksempelvis træner hver anden dag, holder du forbrændingen kørende, og så kan du faktisk ligge i sofaen og forbrænde. Gør du ikke det, kan du hurtigt få for mange kalorier ind i forhold til, hvad du forbrænder, og du taber dig ikke. Jeg siger typisk 1450-1700 kalorier om dagen for et sundt vægttab – især hvis du træner.

Det korte af det lange er, du kan sagtens tabe dig uden motion, men der er på ingen måde grund til ikke at træne, når nu du er gået i gang med at ændre dit liv. Træning er også godt for kroppen, dine muskler, led, organer og udløser hormonet endorfin, som giver os en følelse af velbehag. Tjek mine hjemmetrænings-programmer her i bogen, og du vil hurtigt finde ud af, at bare 25 minutters intens, hård træning ad gangen kan gøre seriøse underværker.

Er livet ikke for kort til at skulle måle og veje alt, vi propper i munden?

For nogle måske, men ikke for mig. Og heller ikke for dem, der ønsker at leve sundere. Altså, jeg stiller mig selv disse spørgsmål tit: Kan jeg lide kager? Ja! Elsker jeg ost? Ja! Men, jeg vælger at sige nej tak. Min overbevisning er heldigvis blevet stærk, men det er ikke altid nemt. Jeg synes, at det, jeg får ud af det, er vigtigere end det, jeg har sagt farvel til.

Det hører med til historien, at jeg ikke er så ekstrem hele tiden. Jeg har været kostvejleder (med ernæring og kostomlægning som mit interessefelt) i mange år, og jeg ved, hvad de forskellige ting vejer og kan eller ikke kan. Jeg står ikke og hælder alt på en vægt, inden jeg tilbereder mit måltid, men det gjorde jeg engang. Og hvis jeg skal tabe mig supereffektivt, gør jeg det også, fordi ellers er det svært at tracke et vægttab. Der går ikke længe, så kan man følge øjemål. Det er en super effektiv måde at gøre det på, hvis du skal ud i et større vægttab. Hvis det handler om en eller to kødfrie dage om ugen eller at sige farvel til de fleste animalske produkter, er der jo ikke en vægt involveret. Så gælder den sunde fornuft og en god portion basisviden.

Når nu man har været på en ny diæt, så tager de gamle vaner over med vin, chips og hygge. Hvordan holder jeg fast i de nye vaner efter tre måneder?

Alt imens du er i gang med at tabe dig, er du simpelthen nødt til at minde dig selv om, at det her er noget, du har lyst til at tage med dig videre – at det ikke bare er noget, du prøver for sjov. Det er en ændring i din måde at leve på og din måde at se kost på. Hvis du har den indstilling, at du efter de tre måneder er slut, kan trappe helt ned på træning og spise uden at læne dig op ad dine nye kostvaner, giver det næsten sig selv, at der ikke går længe, før du ser ud og føler dig som før.

Det er netop derfor, jeg synes, det er en god idé at være ekstra påpasselig i starten på kanten til det ekstreme – hvis det kan holde dit fokus. Betyder det, hvis det går godt, at du skal udsætte eller aflyse en middag med venner? Måske! Hvis DU føler, at det saborterer din mojo og det, du har gang i, så synes jeg, det er helt ok. Ellers, gør som mig, spis noget sundt til middagen, og lad alkoholen være.

Hvis du er en af de mange, der har et mål om at ville tabe eksempelvis 10 kilo, så er det helt ok, at du slapper lidt mere af, når du har nået dit mål. Men vil du vedligeholde din nye, sunde livsstil, er det meget smart ikke at spise usundt hver dag – og huske at få trænet minimum et par gange om ugen. Nuvel, pause fra træningen vil ske før eller siden, men jo før du vender tilbage, jo lettere er det at komme i gang igen. Mange af mine kunder fortsætter på deres veganske rejse, selv om de har nået deres vægttabsmål, og det glæder mig selvfølgelig.

Kan alle tabe sig?

Det korte svar: Ja! Det lange svar. Ja, hvis man ellers er rask. Sygdomme som PCOS og lavt stofskifte kan give udfordringer. Det samme kan medicin og stress.

Du kan købe bogen Vegansk vægttab på Saxo.com her.

About Author

Vi skriver både fitness nyheder og større artikler omkring en masse forskellige emner inden for træning og sundhed. Hvis du er på jagt efter gode tilbud, kan du finde nogle her: Proteinpulver - FiveFingers - Fitnesscentre

Hvad er din kommentar?

Få besked via e-mail, når der kommenteres. Du kan også abonnere uden at kommentere.