Thomas Rosenstand: Så kom dog i gang!

Fitness-guide.dk kan, i et eksklusivt samarbejde med Thomas Rosenstand, bringe kapitlet “Så kom dog i gang!” fra hans bog “Virkeligheden er klog”.

Både du og jeg kender mennesker, der har en rigtig god idé. Det kan være en idé til et nyt produkt, en ny service eller en idé om at ville køre Jorden rundt på en scooter. Eller måske er det drømmen om at søge jobbet som sololieindsmører på et hotel i Caribien et sted. Eller noget helt andet.

Og derfor kender vi også et tilsvarende (næsten) antal mennesker, der bare ikke lige er kommet i gang med deres idé. Hvis blot alle mennesker ville gå lidt hårdere til deres ideer, ville verden være et rigere og bedre sted. Men det gør kun de færreste.

Fra badekåber til bar numse

Jeg mødte for mange år siden en gut, der søgte min rådgivning i forbindelse med en idé, han havde til at sælge virkeligt luksuriøse badekåber online til danskerne.

Det var dengang midt i forrige årti, da danskerne havde penge som skidt, og hvor salget af Rolex og den slags statushalløj nåede uanede højder i det lille kongerige med de mange og villige banker.

Han havde set et marked for de badekåber i Danmark, og at det var der, var der ingen tvivl om. Han havde også udset sig nogle systuer i Asien, der ville være i stand til at sy dem i den ekstremt høje kvalitet, der var tale om. Og jeg lover dig, det var badekåber med stil.

Personaliserede med monogram om ønske, måske 30 forskellige valgmuligheder bare til kraven og mere af den slags. Med lidt velplaceret markedsføring og måske lidt smøring af Mads Blærerøv Christensen kunne det gå hen og blive et megahit. Alt i alt var der lagt op til et lille eventyr her.

Jeg havde det første møde med ham i 2003 engang, og vi diskuterede, hvorledes vi kunne skabe et univers online som salgsplatform. Og det kunne vi selvfølgelig, men vi skulle altså ikke starte lige med det samme. Vores ven skulle nemlig arbejde videre med en del detaljer først.

Jeg ringede til ham 2-3 måneder senere for at høre, hvordan det skred fremad med projektet og for at minde ham om, at vi jo lige skulle bruge lidt varsel til at bygge hans univers på nettet. Nå - men han havde altså brugt de forgangne 2-3 måneder på at fifle med forskellige udformninger af bælter til de her badekåber. Og ikke andet - overhovedet.

Jeg skal nok lige indskyde, at han havde en pose penge at trække på, så han arbejdede ikke med andet end sit projekt overhovedet. Vi holdt kontakten i yderligere et halvt års tid på den måde. Hver gang vi talte sammen, havde han nye udfordringer med bælter, farver, monogrammer, og hvad ved jeg.

Omkring 1 årsdagen for vores første møde kontaktede han mig og fortalte, at nu ville han gerne bruge tid på at definere sit online univers. Det gjorde vi så, og jeg tog for givet, at badekåberne var bestilt, og vi nu skulle i gang med at bygge webshop. Det skulle vi ikke.

Han brugte en rum tid de kommende par måneder på at debattere, undersøge og hudflette hver eneste tænkelig og utænkelig afkrog af, hvordan hjemmesiden skulle vise produkterne, hvordan billederne skulle vinkles, hvilke systemer der skulle kobles på, og hvad ved jeg. Og efter at have været alt dette igennem, gik han lige “lidt i tænkeboks” igen, som han kaldte det.

I mellemtiden var der andre på markedet, der havde set samme muligheder, og i løbet af et par måneder eller tre var de klar med varer, webshop og markedsføring. Og de solgte godt.

Det fik vores ven til at kontakte mig og sige, at nu var der jo kommet en anden udbyder på markedet, så han ville trække sig. Han havde brugt alle sine penge på ingenting, mens nogle andre GJORDE det, han drømte om at gøre. Og så måtte han ud og tage et job som lønmodtager, betale regningen til mig og det var så det.

Moralen i denne historie er, at mens vores ven fortabte sig i stort set ligegyldige detaljer i angst for at begå fejltrin, han kunne lære af, var der andre, der tog markedet, begik nogle småfejl, lærte af dem og scorede kassen.

Sandsynligvis havde vores ven slet ikke det gen, der skal være til stede for at iværksætte. Og det betød, at han blev så detaljefikseret, at han tabte udsigten fuldstændigt. Og endte altså med numsen bar - i hvert fald i overført betydning.

Hvis du vil være sikker, skal du lade være

Hvis du har en idé om et eller andet, du gerne vil berige verden eller dig selv med, og du egentlig bare har brug for at være sikker på, at alt klapper, og at du ikke begår fejl i starten, skal du lade være.

Fortsæt som overenskomstbeskyttet lønmodtager, bliv hjemme i ligusterkvarteret og nyn med på den gamle sang fra Lille Palle “Flyv ikke højere, end vingerne bærer”.

Så enkelt kan det siges. Den sang burde faktisk forbydes - eller i det mindste holdes til venstrefløjens kongresser bag lukkede døre.

Der skabes i realiteten intet stort på sikker grund. Da Arnold Peter Møller gik fra hus til hus i Svendborg for at skaffe små lån nok til at investere i det første dampskib, der lagde grunden til Maersk imperiet, var det på særdeles usikker grund, den unge mand trådte.

Da Lars Larsen kastede sig ud i karrieren som selvstændig, var det med ganske lidt forberedelse og uden at ryste på hånden. Og sådan kan vi blive ved og ved.

Det samme gælder for de mere private eventyr. Tænk blot på, hvis diverse jordomsejlere skulle begynde at gardere sig mod fejl, planlægge enhver mulig tildragelse og tage udgangspunkt i at være sikre.

Havde de gjort det, havde vi aldrig fået bøger som “Ad jordens blå sti” eller haft chancen for at leve med i livet på Nordkaperen.

Disse gæve eventyrere havde ganske enkelt detaljeplanlagt det hele ihjel. Ligesom så mange mennesker gør det med deres drømme hver eneste dag.

Hvad er det værste, der kan ske?

Vi mennesker er ofte forsynede med både genetiske og tillærte begrænsninger, der byder os at frygte det ukendte. Og det begrænser os altså i større grad, end godt er.

Tænk blot på, hvordan verden ville have set ud, hvis Columbus havde været bange for at sejle ud over kanten af Jorden, hvis Marie Curie havde været nervøs for, hvad røntgenstrålerne gjorde ved hende, og hvis Louis Pasteur havde været en kylling i forhold til at eksperimentere med mug.

Af og til er vi nødt til at spørge os selv, hvad det egentlig er, vi frygter, og som hindrer os i at følge en drøm eller en idé. Svaret er som regel det samme: “Hvad nu, hvis det går helt galt?”. Og så stopper processen der. For det kan vi slet ikke bære at tænke på.

Jeg har utallige gange siddet med iværksættere og med privatpersoner, der var ved at eksplodere af trangen til at bryde ud med deres drømme og ideer, men som bare ikke gjorde det af angsten for det ukendte og for mulig fiasko. Jeg har så spurgt dem, hvad de egentlig mener, der kunne gå galt, hvis de gav los.

Og jeg har nærmest aldrig fået konkrete svar - kun lidt mumlen om, at der jo er så meget, der kan gå skævt. Jeg har så hver gang gået lige til flæsket af dem og krævet konkrete svar - altså bedt dem om at fortælle mig om de mulige katastrofer, de forestillede sig. Og hver gang har det vist sig, at de - hårdt pressede - ikke kunne komme frem med noget rigtigt alvorligt.

Jeg har så taget deres argumenter ét ad gangen og dissekeret dem, analyseret dem og diskuteret dem med dem. Og det har stort set altid givet nogle forbavsende resultater - ikke mindst for dem selv.

For det viser sig stort set altid, at de værst tænkelige katastrofer som regel ikke er mere end overkommelige forhindringer, når de først kommer på bordet og får tøjet af - så at sige.

Lad mig give dig et eksempel fra den virkelige verden, så du har et billede af den model, jeg bruger til at hjælpe andre, og som jeg bruger på mig selv.

Da jeg var i processen med at overbevise min hustru om, at vi skulle flytte om på den anden side af Jorden til Florida, havde hun naturligvis en række bekymringer. En af dem var noget i stil med: Hvad nu, hvis det viser sig, at vi ikke kan falde til der?

Modellen til at håndtere en sådan på alle måder rimelig bekymring - uanset om du håndterer den i dig selv eller hos en anden:

1. Beskriv i detaljer det værste tænkelige, der kan ske, hvis du gennemfører din plan

2. Beskriv de konsekvenser, det i så fald vil få for dig. Vær realistisk og så objektiv, du kan

3. Vurder hver enkelt konsekvens og bestem, om en eller flere af dem vil true dit liv, dit helbred eller dine muligheder for at rejse dig igen og komme videre

4. Bestem så, hvordan du vil håndtere hver enkelt af konsekvenserne, hvis de virkelig skulle opstå

5. Definer konsekvenserne af den håndtering, du har bestemt i punkt 4

6. Vurder igen, om det værst tænkelige stadig er meget slemt - og reager ud fra det

Sætter vi den model ind i forhold til Charlottes bekymringer om, hvorvidt vi ville falde til i Florida, ser det nogenlunde således ud:

1. Det værste ville være, at vi efter nogle måneder ikke trives og har hjemve efter Danmark, familie og venner

2. Konsekvenserne af det ville være, at vi er kede af det og ikke formår at nyde livet

3. At vi ville være kede af det, ville ikke true vores liv eller helbred, være definitivt eller irreversibelt. Det ville være en forbigående tilstand uden indflydelse på resten af vores liv

4. Hvis det skete, ville vi bare rejse tilbage til Danmark og genoptage det liv, vi havde der

5. Konsekvensen af det ville være et vist økonomisk tab grundet flytteomkostninger etc.

6. Det ville være træls, men det ville ikke smadre vores økonomi, ikke blive et nederlag - men blot en erfaring. Altså ville det ikke være “meget slemt” - men reelt kun et bump på vejen, som vi nemt kunne overkomme

Og så var den ged barberet for så vidt angik den bekymring. Og efter nøjagtig samme formel kunne vi sammen og hver for sig behandle samtlige andre bekymringer, vi nu gik og havde om den store beslutning at skifte verdensdel.

Jeg vil vove den påstand, at du ikke kan have én eneste bekymring, du ikke kan vurdere efter min sekspunktsmodel. Det kan sagtens tænkes, at du i processen må konstatere, at en bekymring/angst er så reel, at den faktisk bør afholde dig fra at fortsætte med dit projekt. Men det er godt nok sjældent.

Hvad er det, den model gør ved dig? Den tvinger dig ganske enkelt til at tage skridtet fra at tumle med ansigtsløse, udefinerede og abstrakte forestillinger til at konkretisere dem. Og konkrete ting er altså ulig meget nemmere at håndtere.

Altså: Hvad er du bange for? Ikke noget med at svare, at der er så meget, der kan gå galt. HVAD præcist kan gå galt, hvor sandsynligt er det, hvor store konsekvenser kan det få for dig - og kan du håndtere de konsekvenser?

Prøv det næste gang, du takker nej til noget - uanset om det er at holde en tale, flytte til Langtbortistan, invitere en pige eller fyr i byen eller sige dit job op for at studere sommerfugle i Guatemala.

Hvem er Thomas Rosenstand?

Thomas Rosenstand er hovedsageligt kendt som forretningsmand og som ekspert i søgemaskineoptimering gennem sin virksomhed Concept Interest.

Sideløbende har han dog også interesseret sig for personlig udvikling og coachet andre. Du kan læse mere om bogen "Virkeligheden er klog" her!