Fitness-guide.dk kan, i et eksklusivt samarbejde med Thomas Rode, bringe kapitlet "Min historie" fra hans bog "Stenalderkost".
I 2005 mødte jeg den skønneste pige. En pige, der fik mig til at anskue verden i et helt nyt lys. Jeg fik lyst til at forstå mig selv bedre og fandt ud af, at verden ikke nødvendigvis er sort og hvid, og at man godt kan få et nyt syn på tingene uden at gøre vold på sig selv. Jeg fik lyst til at ændre på mig selv. Justere, tune, forbedre og optimere.
Jeg fandt ud af – dér på tærsklen til 40’erne – at jeg af sind stadig var en ung mand, og at mit liv ikke behøvede at gå i standby-mode, den dér dvalelignende tilstand, man ofte ser mænd i den alder blive lullet ind i.
Pigen var knap 14 år yngre end mig og på mange måder en grønskolling, men hun havde alligevel et overraskende livssyn og en indsigt, som jeg ikke kunne ignorere eller komme uden om. For at holde trit med hende blev jeg klar over, at der skulle gøres noget, mentalt såvel som fysisk.
At der skulle fysisk forandring til, var især tydeligt, når jeg stod foran spejlet. Under de daglige tandbørstninger var mine bryster begyndt at tegne tarvelige cirkler under mine anstrengelser. Vi begyndte at løbe sammen, og flere gange fik jeg slæbt mig selv over i det lokale fitnesscenter.
Men risikoen for at komme til at kede mig ihjel var overhængende, så jeg droppede det. På samme tid var en gammel ven vendt hjem fra USA , hvor han havde stiftet bekendtskab med fænomenet crossfit.
Han var vildt imponeret over effekten og resultaterne og ville gerne starte en forretning op baseret på konceptet (som jeg skal komme ind på senere i kapitlet her).
Han havde brug for et par forsøgskaniner, og i min ynkelige og lidet mandhaftige tilstand bød mit selvværd mig at tage udfordringen op: ’You say jump, I say how high?!’ Jeg lovede højt og helligt at kaste alt ind i projektet – og fortrød efterfølgende noget så bittert.
Ninja-ondt i lårene
De første par måneder var et rent smertehelvede. Trapper blev en uoverstigelig udfordring, toiletbesøg blev afviklet under skrigen og jamren efterfulgt af tunge bump, når jeg landede på sædet, ude af stand til at bruge lårmusklerne.
Men gradvist begyndte der at ske noget, og jeg kunne til min store tilfredshed konstatere, at jeg faktisk stille og roligt blev bedre og stærkere, hver gang jeg havde trænet.
Mine muskler blev markerede, mavens radiatorlook fremtrædende, og muskler, jeg ikke anede eksisterede, begyndte at bule frem hist og her.
Pigen var meget glad, men endnu vigtigere: Jeg var glad. Rigtig glad. Sammen med euforien over mine fysiske fremskridt, glæden over stille og roligt at kunne gennemføre træning, som jeg i starten kun troede titaner, spartanere, ninjaer og jægersoldater kunne gennemføre, havde jeg tillige fået et sprudlende humør, en meget længere lunte og et mentalt overskud, som af og til truede med at få hjertet til at springe et slag over af glæde.
Og glæden blev kun forstærket af, at det mentale overskud gjorde det supernemt at være en god og positiv ægtemand, en glad og engageret far og en overskudsagtig og indlevende chef og kollega.
Når fysisk træning alene kan skabe den følelse, ja, så er det vel naturligt, at man overvejer, om der er flere knapper at skrue på, så man kan få det endnu bedre. Derfor blev mere og bedre søvn, mindre alkohol og fornuftigere kostvaner næste skridt på vejen.
Og resultaterne udeblev så sandelig heller ikke. Mit almene velbefindende fik endnu et skub fremad. Alligevel var der en enkelt ting, der drev mig til vanvid: de evindelige energiudsving, i særdeleshed efter måltider. Det spiller ikke at crashe fuldstændig efter aftensmaden, når gæsterne begynder at strømme ind ad døren til restauranten.
Den samme ven, som introducerede mig for crossfit-træningen, anbefalede mig at droppe stivelse og sukker. Han foreslog, at jeg tjekkede stenalderkost på nettet, og så smed han et par nyttige bogtitler med i anbefalingen. Jeg fulgte igen hans råd, og det er en af grundene til, at du sidder med bogen her. Det virkede. Kort og godt.
Ja, jeg har en mission!
Jeg har hørt en del referere til min transformation som nærmest religiøs. På en måde forstår jeg godt sammenligningen, for man kan sagtens komme til at fremstå som frelst og oplyst af en brændende ild, når man lige pludselig får frigivet ressourcer, man ikke troede, man havde i sig.
Jeg har også svært ved ikke at være missionerende, når jeg nu har oplevet noget, der har medvirket til at ændre mit liv radikalt til det bedre.
Jeg er ikke blind for, at stenalderkost og crossfit ikke nødvendigvis er svaret for alle, men nu sidder du med bogen, så et eller andet sted må jeg have fanget din interesse.
Og det er det, jeg vil med denne bog: Hvis jeg kan viderebringe mine egne gode oplevelser med kost og træning og guide et par stykker, en håndfuld eller endnu flere til at opleve den samme glæde ved livet, som det har bragt mig, ja, så er min mission fuldført.
Bogen Stenalderkost - palæo-opskrifter til det moderne menneske
kan købes hos Saxo.com her!