Skiudstyr-guide: Øvede

Skiudstyr-guide: Øvede

0

Har du efterhånden gode erfaringer med at stå på ski, så har Fitness-guide.dk’s ski-ekspert Martin Schøber udarbejdet en skiudstyr-guide til dig.

Øvede skiløbere stiller højere krav til sit skiudstyr, både til ski, støvler, skitøj og beskyttelsesudstyr. Som man udvikler sit skiløb ønsker man ofte også at tage sit skiudstyr til det næste niveau.

De tekniske krav bliver højere og man har nemmere ved at vurdere sin egen stil og hvilket skiudstyr, man har brug for. Er du stadig begynder, kan du her læse min artikel om skiudstyr til begyndere i stedet.

Når man som øvet har mere erfaring på ski, vil man gerne eje sit eget gear til skiferien. Man vil også i højere grad være klar over, hvad man har brug for, især når det kommer til ski og skistøvler.

Er man mest til snowpark, pisten eller offpisten? Er man en aggressiv eller mere rolig skiløber? Det har alt sammen betydning for, hvilke ski og støvler, man skal købe.

Guide til det rigtige skiudstyr for de øvede skiløbere:

Ski:

Når man som øvet skiløber skal ud og købe ski, er det en god idé at vælge en all-mountain ski. En all-mountain ski kan bruges over hele bjerget og ikke specialiseret, men kan er god til de fleste skiforhold.

En talje-bredde omkring 85-95 mm er en god bredde til øvede skiløbere, som både vil køre på piste og i offpisten. Vil man f.eks. også køre nogle ture i snowparken, kan man finde en twin-tip ski, som man også kan udnytte snowparkens muligheder. Viser det sig at forholdene er helt specielle, f.eks. ved stort snefald, kan man altid leje et par specialiserede offpiste ski.

Skistøvler:

Skistøvler har nok den største indvirkning på ens oplevelse på skiferien. Et par dårlige skistøvler kan ødelægge en hel skidag og et par gode skistøvler, kan gøre selv de værste pukler til en fornøjelse.

Som øvet skiløber vil man ofte stille højere krav til de tekniske aspekter i skistøvlen. Flex-tallet er en af de første ting man kigger på. Det er ikke ens fra mærke til mærke, men et flex-tal mellem 90-110/120 vil være passende for øvede skiløbere.

Alt efter hvad man ønsker, kan man få skistøvler med walk-mode, progressivt flex osv. Det vigtigste er dog stadig, at skistøvlerne sidder godt og passer til din kørestil og brug.

Skitøj:

Når man har haft flere uger på ski, har man også oplevet mere skiftende vejrforhold, og man vil uden tvivl gerne have skitøj, som kan klare alle udfordringer, så man kan stå så meget på ski som muligt.

Det sætter højere krav til skitøjet, hvor snefang, høj åndbarhed og stor vandmodstand er et must. Mere tekniske skibukser og skijakker bør kunne modstå et vandtryk på mellem 10.000 og 20.000 mm.

Dette vil sikre at skitøjet altid holder dig tør, kombiner det med en høj åndbarhed, og man har en rigtigt god skijakke. Det bedste og mest fleksible er at have en skaljakke, så man nemt kan korrigere temperaturen ved at fjerne et mellemlag.

Skitøj fra Cross Skiwear kombinerer høj kvalitet, funktinalitet og flot design til gode priser.

Rygskjold:

Som skiløber mærker man hurtigt glæden ved progression og vil gerne fortsætte dette som man bliver bedre en mere øvet skiløber. Det sætter højere krav til ens beskyttelsesudstyr og især når man begynder at køre offpiste og i snowparken, kan det være en rigtigt god idé med et rygskjold.

De nye rygskjold mærker man nærmest ikke at man har på, og de yder en fantastisk beskyttelse, som jeg personligt ikke vil være foruden. Især i offpisten kan man nemt ramme sten eller træer, som virkelig kan skade ryggen. Et rygskjold behøver ikke være en dyr fornøjelse. Et rygskjold som POC Spine Ergo BUG, yder en god beskyttelse uden at behøver at tømme pungen.

Diverse:

Vil man gerne begynde at køre offpiste er det utroligt vigtigt, at have sit lavineudstyr på plads. Selv indenfor skiområdets grænser er der risiko for at blive taget i en lavine, og man bør derfor altid have det korrekte udstyr og vide, hvordan man bruger det.

Det er en stor investering at købe lavinebipper, skovl, sonde og rygsæk og det kan derfor i starten være den bedste løsning, at leje lavineudstyret i de dage, hvor man vil køre udenfor pisten.

Lavineudstyret redder dog ikke nogen i sig selv, og man skal derfor altid træne med det, inden man tager op. Enten sammen med en guide eller på egen hånd. Der findes flere gode videoer på Youtube, som giver gode råd. Det er dog stadig ikke så effektivt som at få undervisning af en erfaren skiguide.

Det er vigtigt at stille krav til sit skiudstyr, og det bliver ikke mindre vigtigt, som man bliver en bedre skiløber. Tværtimod kan man blive endnu mere frustreret, når skiudstyret ikke fungerer. Derfor er det altid vigtigt at have godt og solidt skiudstyr.

About Author

Martin Schøber er en dedikeret offpiste skiløber. Om vinteren bor han i de østrigske alper i jagten på den bedste sne. Herfra blogger han om alt indenfor skimiljøet og driver sin webshop. I sommermånederne studerer han Ernæring og Sundhed på Suhrs Seminarium. Han driver webshoppen Blacksnow.dk samt bloggen Freeskiing.dk.

Hvad er din kommentar?

Få besked via e-mail, når der kommenteres. Du kan også abonnere uden at kommentere.