Er du vant til at piske dig selv imod at opnå dine mål, men uden held? Så er der måske en anden vej for dig. Gennem helt konkrete øvelser fra positiv psykologi, kan du måske gøre det nemmere for dig selv at opnå dine mål. Sundhedscoach Jette Hoffmann Uhre guider dig.
Positiv psykologi bliver ofte beskrevet som “studiet af de betingelser og processer, der bidrager til menneskers trivsel og optimale virke”. Positiv psykologi er en videnskabeligt forankret tilgang, som ofte bliver brugt i coaching til at hjælpe klienter med at forbedre deres præstationsevne og opnå værdifulde mål og generel forbedret trivsel. I denne artikel finder du inspiration til, hvordan du kan blive din egen coach ved hjælp af helt konkrete øvelser, som du kan udføre i din hverdag.
Effekten af positiv psykologi
Hundredvis af studier har dokumenteret sammenhængen mellem positive følelser og konkrete resultater såsom større engagement, mere kreativitet, mere fleksibel tænkning og udvidelse af vores repertoire af tanker og adfærd.
Alle disse faktorer kan tilsammen gøre det nemmere for dig at klare de udfordringer, som du møder i din hverdag, samt opbygge nye personlige ressourcer, som kan hjælpe dig til at realisere de mål, som du sætter dig for. Med mere positiv tænkning i hverdagen vil du altså automatisk fremme din evne til at fokusere på muligheder frem for begrænsninger.
Positiv tænkning har yderligere vist sig at kunne styrke immunforsvaret, reducere antallet af stresshormoner i kroppen og give mere energi i hverdagen. Mennesker som oplever flere positive følelser rapporterer også ofte færre fysiske skavanker, og på lang sigt kan positive følelser endda reducere forekomsten af sygdom og øge levetiden.
Oveni kommer, at positive resultater som disse ofte skaber en opadgående positiv spiral, som kan føre til endnu større trivsel og livstilfredshed. Dermed har øvelserne en selvforstærkende effekt, som kan gøre dig i bedre stand til at efterleve værdifulde livsstilsændringer på længere sigt, og dermed mindske din risiko for at falde tilbage i gamle mønstre.
Konkrete øvelser
Der er flere konkrete måder, hvorpå du kan arbejde med positiv psykologi i din hverdag. Desværre har de fleste af os en kulturelt betinget tendens til at fokusere på det negative, og det er derfor vigtigt, at du først og fremmest er tålmodig med sig selv. Det er med ændring af tankemønstre, som det er med alt andet; øvelse gør mester.
Nedenfor er udvalgt tre evidensbaserede øvelser, som alle har vist sig at kunne fremme generel positiv tænkning i hverdagen. Alle tre øvelser har også det tilfælles, at de kan styrke din tro på dig selv, hvilket er meget afgørende for, om du kan opnå de ting, som du sætter dig for.
Tre gode ting
Et af de mest dokumenterede redskaber indenfor positiv psykologi er også et af de mest simple. Hver aften inden du går i seng, skal du blot nedskrive (eller tænke på) tre gode ting, som er sket for dig i løbet af dagen. Det kan f.eks. være noget som du har gjort for andre, noget som andre har gjort for dig eller positive ting, som er hændt dig i løbet af dagen, hvad enten de er store eller små.
Selvom denne øvelse kan virke en smule for simpel til at gøre nogen betydelig nytte, så har forskning altså bevist, at øvelsen er et utroligt effektivt redskab til at fremkalde generel og vedvarende optimisme i hverdagen.
Du kan også arbejde mere specifikt med øvelsen i forhold til et bestemt mål. Hvis det f.eks. gælder vægttab, så kan du forsøge at finde tre gode ting, som du har gjort i løbet af dagen, som understøttede din vej mod vægttab. Derefter kan du spørge dig selv, hvad du præcist gjorde for at få hver af disse ting til at ske.
På denne måde kan du både blive mere opmærksom på hvilke ting, der rent faktisk fungerer for dig. Du vil huske at få anerkendt dig selv for de ting, som du opnår undervejs, og du vil automatisk øge dit fokus på processen frem for målet. Det sidstnævnte er især vigtigt, da det jo er de små valg, vi træffer i hverdagen, som er det eneste afgørende for, hvorvidt vi kommer.
Fokusér på dine bedste styrker
Ved at blive mere bevidst om dine topkarakterstyrker kan du bl.a. også bedre finde måder, hvorpå du kan bruge disse styrker til, på din helt egen måde, at håndtere de vanskeligheder, som du møder i hverdagen eller opnå de mål, som du sætter dig for.
Du kan blive mere bevidst om dine personlige styrker bl.a. ved hjælp af en anerkendt test som hedder ”VIA Survey of Character Strengths”. Dette instrument er udviklet af nogle af positiv psykologis grundlæggere, og er et meget veltestet og veldokumenteret målesystem, som bl.a. har fundet bred anvendelse i mere end 54 lande. Spørgeskemaet, som tager omkring 25 minutter at besvare, vil guide dig igennem 240 punkter, hvorefter du til sidst vil modtage en sammenfatning af dine bedste karakterstyrker.
Du kan finde testen via: Viacharacter.org.
(OBS! Du vil blive bedt om at udfylde en tilmeldingsformular inden du kan tage testen, men det er helt gratis, og du binder dig ikke til noget).
Når du har udført testen, kan du med fordel printe resultaterne ud og placere dem et sted, hvor du kan se dem hver dag. At besvare spørgeskemaet og identificere dine styrker er i sig selv en måde at fremme positiv tænkning på. Men du kan også arbejde mere specifikt med dine styrker, ved at spørge dig selv, hvordan du kan bruge hver af dine bedste styrker til at klare bestemte udfordringer eller opnå bestemte mål.
Det er ikke altid helt åbenlyst, hvordan du kan bruge visse styrker i forbindelse med et specifikt mål, men forsøg alligevel om du kan finde en måde at integrere styrken i din hverdag på, så det kan støtte dig i at arbejde frem imod dit mål. At arbejde med dine styrker på denne måde kan især hjælpe dig til at se flere valgmuligheder og nye indgange til vækst og forandring.
Brug dine styrker på en ny måde
Nogle styrker bruger vi specifikt på nogle områder af vores liv, mens andre styrker bliver brugt på andre områder. Denne konkrete øvelse går ud på, at du udvælger en af dine topstyrker, og forsøger at bruge den på en anden måde, og i en anden sammenhæng, end du plejer. Den første dag kan du blot forsøge at registrere i hvilken forbindelse, du oftest benytter dig af den pågældende styrke.
Derefter kan du brainstorme og prøve at finde på andre og nye sammenhænge, hvorpå du kan benytte denne styrke. Gør gerne dette i en uge, og gå dernæst videre til en af dine andre styrker. Forskning har vist, at denne øvelse især kan øge din præstationsevne og føre til nye veje til succesrige resultater.
Husk, at det kan være svært at komme nogle vegne, hvis du fokuserer på alt for mange ting på én gang. Vælg eventuelt blot én øvelse som du synes kunne være interessant for dig at prøve af. Udfør øvelsen hver dag i to-tre uger, og se hvad det kan gøre for dig.
Konklusion:
Ved at udføre og fastholde én eller flere af ovennævnte øvelser i din hverdag, kan du altså øge din evne til at se muligheder frem for begrænsninger, og opleve generel forøget velvære. Dette vil alene kunne støtte dig i at klare svære udfordringer i din hverdag, men arbejder du samtidig mere specifikt med øvelserne, kan de især hjælpe dig til at opnå positive livsstilsændringer eller realisere vigtige mål.
Vi er naturligvis ikke alle sammen ens, og derfor er det heller ikke nødvendigvis alle værktøjerne, som du finder effektive. Prøv dig frem, vær tålmodig og udforsk, hvad der virker bedst for dig!
Kilde:
Kauffman, C. Et. Al. (2010): The Positive Psychology Approach to Coaching in Cox, E. et.al.(Eds). The Complete Handbook of Coaching. Pp 324-339. Sage 2010