Sundhedscoach: Skru op for nydelsen - Et sundt vægttab

Sundhedscoach: Skru op for nydelsen

0

Fitness-guide.dk’s Sundhedscoach, Jette, har udgivet den gratis e-bog "13 skridt til mere glæde og mindre overspisning". Vi bringer 3. kapitel her.

3. kapitel - Skru op for nydelsen

De fleste ved det ikke, men faktisk er nydelse et menneskeligt grundbehov. Vores hjerner har ganske enkelt behov for en vis mængde nydelse hver dag, for at vi kan fungere ordentligt som mennesker.

Nydelse kan både være mental, følelsesmæssig og kropslig. Desværre er der rigtig mange mennesker, som i dag lever en hverdag uden særlig meget mental eller følelsesmæssig nydelse.

Måske føler de sig konstant pressede og stressede, eller måske oplever de hver dag at blive psykisk chikaneret, enten af dem selv eller mennesker omkring dem.

Hvis vi hver eneste dag er i underskud af nydelse, er det klart, at vi får lyst til at kompensere ved at bruge maden som vores foretrukne nydelsesmiddel - bl.a. fordi at mad er så let tilgængeligt for os.

Når man tænker over det, er det jo ren overlevelsesinstinkt, men det er selvfølgelig ikke en hensigtsmæssig måde at få opfyldt hjernens behov for nydelse i det lange løb.

Forestil dig f.eks. at dit behov for nydelse er som pengene på din bankkonto. Kontoen skal selvfølgelig helst være i en god, sund balance det meste af tiden.

Det kan godt være, at kontoen kommer lidt i minus nogle dage (du kan selvfølgelig ikke føle nydelse hvert eneste øjeblik), men så er det vigtigt, at du sørger for hurtigt at få fyldt på igen, inden der kommer for mange renter på, eller din utilfredse bankmand ringer dig op.

Jeg vil da gerne indrømme, at jeg stadig kan have dage, hvor jeg føler mig trist og har lyst til at overspise. En sjælden gang gør jeg det også.

Men jeg har fundet en strategi, som faktisk i de fleste tilfælde kan forhindre mig i at gøre det. Som dit 3. skridt vil jeg derfor bede dig om at forsøge at integrere den i din egen hverdag;

Skridt 3

Hver gang du får lyst til at overspise, så prøv at minde dig selv om, at det må være fordi, at din nydelseskonto er i underskud.

Så i stedet for at overgive dig til køleskabet, så prøv at stoppe op og spørg dig selv på en nysgerrig og omsorgsfuld måde;

Hvad er det, der stjæler fra min nydelseskonto lige nu?
Hvad kan jeg gøre for at stoppe det?
Og hvad er det egentlig, jeg har behov for?

Denne simple strategi er så utrolig effektiv, og for det meste kan den faktisk hjælpe mig til at undgå umiddelbar overspisning. Jeg ved, at det næsten lyder for simpelt til at være sandt.

Men nogle gange er alt hvad der skal til bare et lille skift i vores mentale indstilling. Så prøv det næste gang du får lyst til at spise, selvom du ikke er sulten.

Ud over at bruge den nævnte strategi til at stoppe dig selv fra at reagere automatisk på din lyst til overspisning, så er det selvfølgelig også vigtigt, at du gør en indsats for at forebygge, at lysten overhovedet melder sig i første omgang.

Skridt 4

Som en strategi til at sørge for, at du altid har balance på din nydelseskonto, anbefaler jeg dig, at du laver din egen sunde nydelsesliste.

Det vil sige, at du skriver en liste over ting, du kan gøre hver dag, som enten kan give dig mental, fysisk eller følelsesmæssig nydelse, og som IKKE vil have sundhedsmæssige konsekvenser for dig på sigt.

Dette er bl.a. nogle af de ting, som jeg har skrevet på min liste:

1. Tag et varmt bad.
2. Lyt til din yndlingssang (og syng og dans til den!).
3. Skrig så højt du kan (evt. i en hovedpude så ingen kan høre det).
4. Skriv dagbog.
5. Lav en liste over alt hvad du er taknemmelig for.
6. Spis en sund snack (frugt / grønt).
7. Spis et lille stykke chokolade (og nyd det ALT hvad du kan!).
8. Flirt med nogen (kæresten, postmanden, kassedamen, naboen, you name it!).
9. Dyrk sex.
10. Skriv nogle bekræftende ord til dig selv (og hæng dem op).
11. Gør noget rart for en anden.
12. Læs en god bog eller find nogle inspirerende blogs på nettet.
13. Kig dig selv i spejlet og sig; “Jeg elsker dig”.
14. Tilgiv dig selv for noget.
15. Gå udenfor og nyd naturen og dagslyset (også selvom det er koldt).
16. Stop med at have modstand på livet og slip kontrollen.
17. Skriv dig selv en kærlighedserklæring (bare gør det, det virker!).
18. Giv dig selv et kærligt kram (bare gør det, det virker også!).
19. Meditér i mindst 5 minutter (bare fokusér på din krop eller dit åndedræt).
20. Dyrk yoga.
21. Gør dig selv lækker og tag en shoppetur eller giv dig selv en wellness behandling.
22. Ring til en ven og få afløb for dine følelser (men lad være at hænge fast i følelserne!).
23. Fortæl en vigtig person, at du er taknemmelig for at have ham/hende i dit liv....

Du kan evt. finde inspiration fra min liste til at skrive din egen. Det vigtigste er, at du sørger for at få udført mindst 3 ting fra din nydelsesliste hver dag. Husk på, at det ikke er nok at have intentionen - du er nødt til også at få handling på.

Heldigvis er denne strategi dog meget mere nydelsesfuld end at skulle piske dig selv i fitnesscentret hver dag - og så er den oven i købet meget mere holdbar i længden.

About Author

Vi skriver både fitness nyheder og større artikler omkring en masse forskellige emner inden for træning og sundhed. Hvis du er på jagt efter gode tilbud, kan du finde nogle her: Proteinpulver - FiveFingers - Fitnesscentre

Hvad er din kommentar?

Få besked via e-mail, når der kommenteres. Du kan også abonnere uden at kommentere.