41-årige Gert Rune fik amputeret sit venstre ben i en alder af blot 16 år, fordi han havde knoglekræft. Mød manden, der vil være den første etbenede dansker til at gennemføre en ironman.
Gert Rune var bare 16 år, da han blev sendt ud på sin første, store mentale prøve. Han havde fået konstateret knoglekræft i venstre ben og eftersom kemoterapien ikke hjalp ham, var han nødsaget til at få amputeret benet.
”Jeg var lige begyndt at gå til fester og se mere til pigerne, men det satte operationen en brat ende på. Det resulterede i, at jeg begyndte at sidde derhjemme og se TV og spille computer, og det fik min mor til at erkende, at der skulle gøres noget, derfor gav hun mig et spark i røven, og sendte mig ud at svømme,” forklarer Gert Rune, og han husker tydeligt den følelse, som han havde i kroppen, da han første gang stod i svømmehandel.
Svømmehallen var frirummet
”I starten var det frygteligt, at stå i badebukser med kun et ben. Men hurtigt fandt jeg ud af, at jeg var helt fri i vandet. Der følte jeg mig rimelig normal, og jeg svømmede egentlig rimeligt godt taget i betragtning af, at jeg lige havde mistet mit ben.”
Gert Rune levede som en ganske normal dreng med fritidsinteresser og skolegang, selvom mange af hans venner forsvandt lige så langsomt.
”I hverdagen lavede jeg ikke så meget andet end at svømme, gå i skole og spille computer. Der var ikke særlig mange venner tilbage, fordi de var begyndt at gå meget i byen, og de vidste heller ikke, hvordan de skulle begynde at forholde sig til mig.”
”Det var en hård tid, men store dele af min familie var gode til at støtte mig, men i hverdagen var det udelukkende min svømning, som jeg så frem til, fordi jeg oplevede succes, når jeg befandt mig i svømmehallen.”
Efterhånden som månederne skred frem, var det ikke svært for ham at øge antallet af træningstimer, hvilket også betalte sig i sidste ende.
Stor fremgang og to guldkiks
”Jeg startede med at svømme en time om ugen det første halvår, derefter svømmede jeg tre timer om ugen og efter et år svømmede jeg allerede seks timer om ugen. Så deltog jeg i en del stævner, som jeg vandt og efter halvandet år var jeg til mit første DM. Der vandt jeg to guldmedaljer, og så får man altså blod på tanden.”
”Jeg blev indkaldt til landsholdssamlingen senere hen, hvor jeg følte mig ovenpå, eftersom jeg også svømmede seks kilometer om ugen, og landstræneren sagde, at det var fint nok. Det var bare det, som jeg skulle svømme om dagen. Så tænkte jeg: ’Det kan jeg jo ikke. Det kan ikke lade sig gøre.’”
”Men frygten overvandt jeg langsomt, fordi jeg var fuldstændigt hooked på at skulle på landsholdet. Min fysioterapeut var min helt store støtte i målet om at opnå det store gennembrud. Blandt andre min far var ikke synderligt imponeret og spurgte mig ofte, om det kunne betale sig at svømme så meget, fordi han godt kunne se, at jeg brugte al min tid og alle mine penge på det. ”
”Min fysioterapeut fungerede ligesom en mentaltræner for mig. Efter at jeg havde fået klaret en svømmeskade hos ham, fortsatte jeg med at gå hos ham, fordi det var så vigtigt for mig at have ham til at motivere mig.”
Gert slår dog fast, at hans far i dag er han meget stolt af sin triatlon dyrkende søn, han ringer ofte til ham for at spørge, hvordan træningen er gået, han læser stolt mediernes omtale af Gert og til alle stævner står hans far fra start til mål og hepper.
Handicap-OL i Barcelona var det største
I 1992 oplevede Gert Rune sit livs højdepunkt, da han som 22-årig deltog i de olympiske lege for handicappede i Barcelona, som foregik på den samme arena som det almindelige OL, blot 14 dage senere.
”Bare seks år efter, at jeg havde fået amputeret mit ben, blev jeg udtaget til handicap-OL. Jeg havde fået fortalt, hvordan det ville være at deltage, men da man selv stod midt i det, var det helt surrealistisk. Der var femstjernet hotel, fantastisk service, bibliotek, bowlingbane og alt. Det var enormt luksuriøst. Du kunne gøre, som det passede dig. Det var dig, der var i centrum.”
”Da vi skulle til åbningsceremoni var der nok 100 busser, hvor der var omkring 3.000 deltagere og 4.000 hjælpere. Vi stod klar i porten, og da den gik op og nationalmelodien spillede, stod der 60.000 mennesker og vinkede til dig på tilskuerpladserne. Det var helt overvældende. Jeg husker det som om det var i går. Det var et utroligt intenst forløb. Vi svømmede 12 dage ud af de 14 dage, hvor vi var der.”
Gert Rune formåede dog ikke at komme på podiet, eftersom han endte med en 10.-plads ud af de 40 deltagende svømmere. Men klorvandet var dårligt nok dryppet af svømmetøjet, før han fik øjnene op for en anden disciplin, som han straks blev grebet af.
”Mens jeg stod på det olympiske stadion så jeg, at de kom ind til maraton i racerkører-stol og så tænkte jeg bare: ’Det kan godt være, at jeg ikke kan løbe. Men det dér vil jeg altså’. Så jeg lånte en racerkørestol af en ven, og jeg sidder jo ikke i kørestol til hverdag, så det var sindssygt svært. I starten var jeg ude og løbe sammen med en af kammeraterne fra Kolding Triathlon Klub og han mente ikke jeg kunne lære at styre racerstolen. Seks måneder senere kørte jeg for hurtigt til at vi kunne træne sammen.”
Bronzemedalje ved Hamborg Marathon
I 2009 deltog Gert Rune i Hamborg Marathon for racerkørestole. Det var også en stor bedrift for ham.
”Det var en helt fantastisk oplevelse, hvor jeg følte mig rigtigt godt forberedt. Der var omkring 100.000 tilskuere, og det var fuldstændigt vildt,” forklarer Gert Rune og sætter ord på slutfasen i løbet, hvor han overvandt sin træthed.
”Til sidst kunne jeg se, at der kun sad to mand foran mig, men så tænkte jeg: ’Nej, det kan ikke passe, at jeg får en bronzemedalje’. Med 1.200 meter tilbage, følte jeg mig totalt smadret, så nu kunne jeg ikke mere. Det sidste stykke gik op ad bakke, men da jeg drejede rundt om hjørnet, stod et hav af tilskuere og så blev man nødt til bare at give den fuld gas og lade som om, at man havde masser af overskud. Jeg kom over målstregen og endte med at få en tredjeplads, hvilket var helt vildt. Dels havde jeg en super god tid, over et kvarter hurtigere end jeg havde regnet med.”
Den revolutionerende tatovering
Den 41-årige dansker har været medlem af Kolding Triathlon Klub i elleve år, lige siden han flyttede til byen, og efter hans store bedrift i Hamborg, bed han mærke i, at mange af de omkring 45 medlemmer alle havde en speciel tatovering på skulderen.
”De fleste mænd fra 30 til 45 år i klubben, havde en Ironman-tatovering på skulderen. Så tænkte jeg: ’Sådan en vil jeg sgu også have’. Derefter er der gået nogle år, og ideen er blevet modnet og for godt et år siden, i maj sidste år, så sagde jeg til mig selv: ’Nu er det fandeme nu’.”
Gert Rune har derefter arbejdet hårdt for at være klar til at gennemføre de 3,8 kilometer svømning, 180 kilometer cykling samt 42,195 kilometer løb, som en ironman består af. På søndag den 14. august 2011 skal han deltage i Challenge Copenhagen.
For personer udefra, der ikke har prøvet at fuldføre et lignende løb, kan det være svært at forstå, hvorfor den etbenede dansker ikke stiller sig tilfreds med sine hidtidige triumfer, og bare flyder hen på sofaen, som mange andre ville gøre.
Målsætninger kan ikke nedgraderes
”Jeg valgte at deltage i en Ironman nu, fordi det i min verden er svært, at sætte lavere mål end man allerede har indfriet. Det er nødt til at være større eller vildere end noget jeg har prøvet tidligere, ellers er jeg slet ikke motiveret. I det her tilfælde er det næsten uoverkommeligt.”
”Det som især motiverer mig, det er, at man har et klart mål. Det er uanset om det er sport eller en anden faktor i livet. Hvis du ikke har en klart mål, men i stedet tøver, så begynder din hjerne og hele din krop at modarbejde dig.”
”Det duer overhovedet ikke. Hvert eneste sekund i dit liv, skal din hjerne tænkte: ’Det er det her, som jeg vil’, og så skal man også kunne svare helt klart på et simpelt spørgsmål, som mange mennesker ikke kan besvare, som hedder: Hvorfor?”
”Den første forudsætning, som man skal arbejde med er, at man har et klart mål. Derefter er det vigtigt at sige til sig selv: ’Hvorfor skal jeg gennemføre det her?’.
Tre afgørende Ironman-faktorer
”I forhold til min Ironman, er der tre faktorer, der gør sig gældende. Den første er, at jeg gerne vil inspirere og motivere andre mennesker til at se, at selvom man lægger overliggeren vildt højt til noget, som i virkeligheden ikke burde kunne lade sig gøre. Så er det spørgsmålet om man kæmper hårdt nok, så kan det lade sig gøre.”
”Den anden faktorer er, at jeg altid har været lidt doven. Jeg kan simpelthen ikke dyrke sport, for at holde mig tynd, for at holde mig i form eller for at give mig velvære. Det forstår min hjerne simpelthen ikke. Hvis ikke, jeg er tilmeldt en konkurrence, kan min hjerne ikke se nogen idé i at træne.”
”Den tredje faktorer er, at det er forfærdeligt at få kræft, og netop kræftsagen for børn og unge, hvor jeg støtter børn og unge gennem velgørenhed, er et vigtigt projekt for mig.”
Både træning og kost er ultimativt det vigtigste for at man kan gennemføre en Ironman, især når man mangler det ene ben, og Gert Rune har bestemt heller ikke ligget på den lade side med træningen.
20 timers træning om ugen
”Lige nu træner jeg 20 timer om ugen. Her i de sidste par måneder, har det været svømning, cykling og kørestolen. Men hele vinteren og et godt stykke op af foråret, tilbragte jeg meget tid i fitnesscentreret, fordi hvis ikke din krop er stærk, så kan du ikke gøre dine lemmer stærke. I hvert fald ikke uden at få skader, og slet ikke med de mængder af træning, som jeg ligger på nu.”
”I fitnesscentret trænede jeg især meget bryst, ryg, mave og skulder, fordi min tidligere skade i svømmeskulderen stadig forfølger mig lidt. Så jeg har gjort alt hvad jeg kunne i vinter, for at forberede mig bedst muligt.”
Masser af protein i kosten
Kostprogrammet følger han også nøje. Det består som regel af fisk, gerne mere end en gang om dagen. Han er dog ikke så god til at spise mellemmåltider.
”Til morgenmad spiser jeg som regel havregryn, nødder og olie, for få en masse proteiner og langtidsholdbare kulhydrater fra morgenstunden og nogle essentielle fedtsyrer. For at tune kroppen helt op på den hårde træning, som venter senere på dagen.”
”Jeg er ikke specielt god til at spise mellemmåltider, men hvis jeg husker det, så bliver det en banan, energibar eller en håndfuld nødder. Frokost kunne være tre skiver rugbrød med smør. Det er en af de ting, jeg ikke kan undvære, selvom det ikke er optimalt. Det kunne være med avocado eller fisk. Aldrig kødpålæg eller sukker af en eller anden art. Jeg skal ligge på 150 gram protein om dagen, så det kræver at jeg spiser det rigtige.”
”Min aftensmad består typisk grøntsager, fuldkornspasta og fisk - i en eller anden kombination. Så jeg får fisk hver dag, og ofte to gange om dagen. Der findes så mange forskellige typer fisk, så man ikke rigtigt bliver træt af det.”
”Specielt i de sidste tre år, inden min Ironman-træning, har jeg fået endnu mere fokus på, hvor vigtig kosten er for den energi man har hver dag. Det gælder ikke kun for ens træning, men også ens energiniveau i dagligdagen.”
”Jeg tror det er vigtigt, at når man har nogle store mål, så er det vigtigt at man prioriterer det. Hvis jeg står op om morgenen, så er det første, jeg kigger på vejret, så jeg kan tilrettelægge min dag efter det, og hvis jeg så senere på dagen føler mig uoplagt, så tager jeg en middagslur. Jeg lytter virkelig meget til min krop, fordi den er den, jeg skal bruge til at opnå mine mål.”
Dyr affære at skulle have specialudstyr
Ved siden af sine store sportsambitioner, har Gert Rune siden 2008 været selvstændig, hvor han lever af at holde foredrag og kurser om motivation og mentaltræning.
Han lægger da heller ikke skjul på, at det har krævet hårdt arbejde udenfor træningsbanerne, for at have råd til at skulle have bygget specielt udstyr for at indfri målsætningerne.
”Jeg har arbejdet hårdt for at få aftaler i stand med en række sponsorer, og det tegner til at jeg er ved at få nogle store aftaler på plads. Det er vigtigt, fordi min cykel den er specielfremstillet og koster 70.000 kroner at lave. Så jeg har efterhånden brugt omkring 100.000 kroner på projektet, derfor ville det være rart med noget økonomisk støtte.”
Inden jernmanden skal nedlægges
Han forventer, at skulle koble af i dagene op til løbet, så der ikke er nogle faktorer udefra, der kan påvirke hans præstationer under jernmanden.
”Fra den 10. august 2011 vil jeg lade op til min Ironman. Jeg vil kun tage mit udstyr og lidt underholdning i form af bøger og video med, og så skal jeg koncentrere mig om at få slappet af og samtidig få mig 100 % mentalt og fysisk klar til at gennemføre løbet.”
Tre hurtige til Gert Rune:
Hvordan motiverer du dig selv?
Jeg har et klart mål og jeg kan svare klart på spørgsmålet: Hvorfor skal jeg nå målet?
Hvordan får du succes med det, du laver?
Du brænder for det. Fordi når du brænder for det, så er der ingen forhindringer. Det er der selvfølgelig udefra set, men når du brænder nok for det, så skal de bare tackles. De mennesker, der får succes det er ikke de mennesker, der er dygtigere eller klogere end os andre. De mennesker, der får succes er dem, der brænder for det, er vedholdende og aldrig giver op.
Hvorfor er det vigtigt, at søge nye udfordringer?
I vores del af verden, hvor man i princippet bare kan gå op på kommunekontoret og sige: ’Jeg kan ikke klare mig selv’. Så får man jo kontanthjælp og i værste fald noget at sove i og noget at spise. I vores del af verden bliver vi ikke udfordret overhovedet på vores krybdyrsinstinkter og jeg tror, at det ligger i alle mennesker at søge sine grænser. Menneskets hjerne har ikke udviklet sig ret meget i de sidste 50.000 år fra dengang, hvor vi gik rundt på savannen. Hvis du bare har et almindeligt 8-16-kontorarbejde er det ikke noget i vores hverdag, der udfordrer os rigtigt. Når man kommer hjem, er det bare at ligge på sofaen og hygge sig. Ja, men din hjerne begynder at kede sig. Så derfor er det vigtigt at sætte sig nogle mål i sit liv og gå efter dem.
Video omkring Ironman-projektet: