39-årige Gitte Mia Salling har åbnet sit eget niche-fitnesscenter, Energii, der bygger på træningsformen Reformer. Det er det første af sin slags i Danmark.
Gitte Mia Salling har 25 års erfaring i Fitnessbranchen, og hun startede sit første fitnesscenter, da hun var blot 22 år gammel.
"Jeg startede "Krop&Hop" i Greve, som jeg drev i otte år. Her startede mange nye træningsformer op, bl.a. børneaerobic, vandaerobic, specielle bodybike-hold og en masse nye dansehold, som ikke fandtes på markedet," fortæller Gitte Salling til Fitness-guide.dk, og uddyber:
"Det betød, at jeg fik rigtigt mange kunder, fordi jeg tilbød noget nyt og anderledes. Det at jeg satsede på nicher var klart årsagen til, at jeg fik succes dengang, men min store begejstring for at undervise og motivere folk betød også meget. Jeg elsker at undervise, og det har jeg gjort, siden jeg var 16 år."
"I mine 25 år i fitnessbranchen har jeg 25 holduddannelser bag mig, mens jeg har været med til at uddanne flere end 1.000 holdinstruktører i Danmark. Jeg har været med til at opbygge flere fitnesskoncepter, der i dag har stor succes på det danske fitnessmarked."
Sulten efter at starte niche-fitnesscenter igen
Men efter mange år som lønmodtager, blev Gitte Salling pludselig sulten efter, at starte for sig selv igen. Og ideen til netop Reformeren fik hun meget spontant.
"Jeg fik ideen i sommeren 2011 i Miami, hvor jeg boede i fire måneder. Jeg så maskinen stå helt alene og kukkelure i mange fitnesscentre. Jeg prøvede en dag en privattime, og så var jeg solgt. Mest på grund af den workout jeg fik, for jeg savnede musik og tempo."
"Efterfølgende tog jeg til Danmark for at snuse lidt nærmere til Reformer-verdenen, og her blev jeg meget overrasket. Der var ikke mange muligheder, og slet ikke til en rimelig pris. Efter et Reformer-ophold i London, stod det klart, hvordan mit koncept skulle ende ud, og hvordan det hele skulle sættes sammen med alle de krydderier, jeg ville tilsætte. Det er nu blevet til “the ultimate workout” - en 60 minutters workout, hvor hele kroppen styrkes og strækkes, og det kan mærkes!"
Når snakken falder på, hvorfor Danmark har behov for et fitnesscenter som Energii, der udelukkende er bygget op omkring Reformeren, er den 39-årige fitnessdronning slet ikke i tvivl.
"Der findes mange store centre i Danmark i dag. Men ikke alle kunder er til store hold og mange mennesker. Der findes stadig mange mennesker i landet, der ønsker en lidt mere personlig træning, hvor instruktøren kender deres navn, styrker og svagheder."
Reformeren tilbyder et væld af træningsmuligheder
Reformeren, der tager udgangspunkt i godt og vel 100 år gamle pilates-øvelser, har utroligt mange fordele.
"Reformerens styrker er helt klart, at den kan bruges af alle, uanset alder og form. Det betyder, at der ikke er nogen begrænsninger for mine hold. Både superman og bedstemor kan være med. Reformerens stropper, vogn og fjedre gør det muligt, at lave så meget forskelligt. Reformeren er en Alt-i-en-maskine, og der findes over 600 Reformer-øvelser i dag."
"Reformeren bruges stadig hos mange fysioterapiklinikker som genoptræning, og mange sportsfolk har taget den til sig, for at forbedre deres sport. Den er også fantastisk til at forbedre koordinationen, styrken og smidigheden, til at styrke kropsholdningen, samt aflaste og forebygge rygsmerter."
Kunderne har været positive over for Reformeren
"Vi har haft åbent i lidt over en måned nu, og vi har kun fået positiv respons. Alle er blevet meget overraskede over, hvor hård træningen faktisk er. Der er kommet mange flere mænd ind end vi havde regnet med, netop fordi de bliver udfordret på styrken, hvilket kommer bag på mange."
"Vi har også fået en masse medlemmer - dobbelt så mange, som jeg turde håbe på. Det er en dejlig fornemmelse, at folk er glade og strømmer til holdene, som jeg har måttet lave endnu flere af."
Store fremtidsplaner med Energii
I storbyen London er mange reformercentre blomstret op, og der meldes om fulde huse fra tidlig morgen til midnat. Forklaringen på dette er ganske klar, når man spørger Gitte Salling.
"Resultaterne er afgørende. Det virker, og du kan tydeligt se forandringer på din krop efter bare 20 gange."
Den store succes på rekordtid med Danmarks eneste reformercenter, Energii, har givet Gitte Salling blod på tanden. Hun har store planer for fremtiden, men præcist hvilke planer, vil hun endnu ikke afsløre.
Det første Reformercenter i Danmark, Energii, har adresse på: Ny Kongensgade 9A, st. 1472 København. Du kan læse mere på deres hjemmeside Energii.dk.
Billeder fra Energii i Ny Kongensgade:
3 kommentarer
Hvor lyder det godt Jeg kunne godt tænke mig at prøve det da jeg er en stor pige men med svage led og knæ der ikke er så stærke, så jeg tror den ville være god Men desværre bor jeg i Odense så jeg håber meget der komme noget her en dag
Med venlig hilsen
Charlotte Nielsen
hej jeg vil gerne vid hvor man kan købe den maskine ?
Hej Maria,
Så vidt jeg ved, så koster én maskine omkring 30.000 kr. Én af forhandlerne er: http://peakpilates.com/en/