Det virkelige problem bag tyndfedme

Det virkelige problem bag tyndfedme

0

TyndfedFitness-guide.dk's sundhedsekspert Jette Uhre sætter fokus på, hvad det egentlige problem er bag tyndfedme. Hun belyser samtidig de underliggende årsag til at antallet af tyndfede stiger.

I de senere år er der kommet rigtig meget fokus på begrebet tyndfedme, som dækker over, at nogle mennesker, som umiddelbart ser slanke ud, alligevel godt kan have en alt for høj fedtprocent og en alt for lille muskelmasse til trods for et normalt BMI-tal.

Men hvad er egentlig det virkelige problem bag tyndfedme? Hvad er den underliggende årsag til, at der bliver flere og flere tyndfede i verden? Disse spørgsmål har sundhedsekspert Jette Uhre valgt at sætte fokus på i denne artikel.

Tyndfedme opstår som sagt, når man har en for høj fedtprocent til trods for et BMI-tal, som ligger inden for normaltområdet. Den høje fedtprocent skyldes ofte, at man måske har en meget lav muskelmasse pga. manglende motion, og måske spiser man for meget sukker og fedt i kosten.

Det største problem ved tyndfedme er, at den overskydende mængde fedt hos de tyndfede ofte sidder skjult omkring maven og mellem de indre organer – en type fedt som også kaldes for det viscerale fedt.

Denne type fedt er desværre meget farligere end den type fedt, som sidder lige under huden, fordi den kan skabe en inflammationstilstand i kroppen, som bl.a. kan øge risikoen for hjerte-kar-sygdomme, diabetes og knogleskørhed.

Det er selvfølgelig rigtig fint, at der kommer mere fokus på, at bare fordi man umiddelbart ser slank ud og har et BMI-tal inden for normalområdet, så er man altså ikke undtaget fra at skulle spise sundt og dyrke regelmæssig motion, hvis man gerne vil være sund.

Men i debatten om tyndfedme har der netop været rigtig meget fokus på måling af fedtprocent som en indikator for tyndfedme, og mens det netop er korrekt, at din fedtprocent siger meget mere om din sundhed end dit BMI-tal og din vægt gør, så siger det altså stadig ikke alt.

Læs også: Guide: Tyndfedme og hvordan du undgår det

Det virkelige spørgsmål er dog nærmere; Hvorfor er der så mange, som nedprioriterer sund kost og motion, bare fordi de umiddelbart ser slanke ud? Hvorfor er det, at mange mennesker tror, at de er mere fritagede for at dyrke motion, bare fordi de kan passe en str. small i jeans?

Ifølge mange eksperter kan løsningen godt umiddelbart lyde, at disse mennesker burde få målt deres fedtprocent og lade det være en motivator for at spise sundere og motionere mere.

Men kan det virkelig være rigtigt, at problemet bare er, at vi ikke kender vores fedtprocent? Kan det virkelig være rigtigt, at vi skal gå og måle og veje os selv hele tiden for at kunne være motiverede nok til at behandle vores krop ordentligt med sund mad og motion?

At bede folk om at få målt deres fedtprocent er i virkeligheden den overfladiske løsning, og at gå til angreb på de tyndfedes kost - og motionsvaner alene er i virkeligheden også bare en form for symptombehandling.

For hvad er i virkeligheden det grundlæggende problem?

Det virkelige problem bag tyndfedme er netop, at vi i mange år har haft et alt for overfladisk og firkantet syn på sundhed.

I mange år har vi vurderet vores grad af sundhed ud fra vægt og BMI eller hvordan vores kroppe umiddelbart ser ud udenpå, og så har vi ladet disse faktorer, tal og ydre ting været en motivator for at spise sundere og motionere mere.

Men sandheden er, at sundhed er så meget mere end et BMI-tal eller en bestemt buksestørrelse.

Sundhed handler om hvordan vi har det indeni, og hvordan vi rent faktisk behandler os selv - og resultatet heraf bliver måske et højere tal på vægten eller en højere fedtprocent, men det er i virkeligheden kun symptomet.

Det VIRKELIGE problem er altså, at vi har haft et helt forkert syn på, hvad sundhed egentlig er.

Hvis vi virkelig begyndte at have mere fokus på at lære at lytte til vores krop og de signaler, som den sender til os, og samtidigt begyndte at have mere fokus på hvad det er vi rent faktisk gør - altså hvordan vi lever vores liv og behandler os selv - som en indikator for vores sundhed, så er jeg sikker på, at tyndfedme slet ikke ville være nær så udbredt.

Hvor fedt ville det ikke være, hvis du gik til lægen for at få et sundhedstjek, og lægen, i stedet for at finde vægt og måleredskaber frem, rent faktisk spurgte dig; “Hvordan har du det?” eller måske ligefrem gav dig et grundigt spørgeskema omkring hvordan du lever dit liv, hvad du spiser, hvor meget du motionerer, hvor meget søvn du får, og hvordan du også har det rent psykisk?

Og vigtigst af alt; hvad hvis lægen rent faktisk stillede dig (og sig selv) spørgsmålene: “Hvordan kan det være, at du gør, som du gør? Hvad er baggrunden for, at du behandler dig selv, som du gør? Hvorfor er det, at du har den livsstil, du har? Og hvad er det for tanker eller syn på dig selv og dit liv, som gør, at du ikke er motiveret for at behandle dig selv og din krop med ægte kærlighed og respekt?”

Vi er altså nødt til at have mere fokus på de underliggende problemer bag vores adfærd - frem for bare symptomerne.

Så længe vi bliver ved at have fokus på bare at behandle de overfladiske symptomer, så vil de også altid vende tilbage. Så længe vi ikke tager udgangspunkt i hvorfor disse symptomer er opstået i det hele taget, så vil vi aldrig kunne fjerne dem permanent.

Vi vil så gerne have det simpelt. Vi vil så gerne udgå fra simple tal og overfladiske resultater, men så længe vi ikke indser, at sundhed bare ikke er så firkantet og overfladisk, så vil vi heller ikke kunne være nysgerrige på vores vaner og lære, hvordan vi kan motivere os selv til at gøre de ting, som rent faktisk er nødvendige for vores sundhed.

Så hvis du har mistanke om, at du lider af tyndfedme, så lad være med at gå så meget op i de kolde fakta, tal og målinger. Begynd i stedet at kigge på, hvad baggrunden er for, at du ikke er motiveret mere for at behandle din krop med en passende mængde motion og en balanceret kost.

Hvad er det for nogle overbevisninger, som du har omkring dig selv, dit liv og din krop, som forhindrer dig i at træffe de sunde valg for dig selv hver dag?

Hvad er det for et syn, du har på sundhed, som gør, at du ikke er motiveret for at leve sundt?

Har du selv erfaringer med tyndfedme? Eller brænder du inde med tanker og viden omkring emnet, som du kunne tænke dig at dele? Så tøv endelig ikke med at smide en besked i kommentarfeltet nedenfor.

About Author

Hvad er din kommentar?

Få besked via e-mail, når der kommenteres. Du kan også abonnere uden at kommentere.