Stor guide: Sådan vælger du de rigtige løbesko | Løbesko-guide

Stor guide: Sådan vælger du de rigtige løbesko

5

Det kan være en stor udfordring, at købe de rigtige løbesko. Derfor har Fitness-guide.dk udarbejdet en stor guide, som berører det vigtigste.

At købe de rigtige løbesko vil betyde forskellen på, om du får en god eller dårlig oplevelse som løber. Der er nemlig mange faktorer, som spiller ind, når man skal købe løbesko. Fitness-guide.dk har udarbejdet en stor guide, der gennemgår det vigtigste.

Løbeskoens hovedformål er, at beskytte fødderne og give dem støtte, når de skal transportere dig. Der findes mange forskellige typer af fødder og løbestile, og derfor eksisterer der også et stort udvalg af løbesko til alle behov.

Oversigt over herre løbesko | Oversigt over dame løbesko

Hvilket underlag vil du løbe på?

Underlaget har stor betydning, når du skal vælge de rigtige løbesko. Der er forskellige scenarier, som spiller ind.

Fortov: Hvis du har tænkt dig, at løbe på fortovet for det meste, bliver skoens overdel ikke belastet synderligt. Sålen kan derfor nøjes med at være udstyret med gummi der, hvor den er i kontakt med underlaget.

Ujævnt underlag: Såfremt du vil løbe meget på ujævne veje eller stier, bør du løbe med sko, hvor overdelen er mere holdbar. Med fordel kan de også være i vandafvisende-materiale. Sålen bør være udstyret med gummi, så mellemsålen ikke ødelægges. For at opnå bedre kontaktsikkerhed med underlaget, har sko, som er velegnet til stier, ofte brede og dybe riller i sålen.

Hårdt underlag: Skal du bruge løbesko til hårdt underlag, er det en god idé at vælge sko, der har meget støddæmpning. Der er dog den ulempe, at mere støddæmpning ofte er forbundet med blødere materiale i hælen. Det vil gøre skoen mindre stabil i ujævnt terræn.

Hvilken løbestil har du?

Der findes tre typer af løbestile, som man typisk inddeler efter. De er kendetegnet ud fra pronationsbevægelse. Det er den bevægelse, som foden gør, når den lander på underlaget.

Pronationsbevægelsen er en helt normal bevægelse, eftersom det er en del af kroppens egen støddæmpning, som samarbejder med fedtpuderne under hælen samt forfodsknoglerne.

Der er omkring 25 % løbere, som er neutrale, omkring 75 %, som har overpronation, mens blot 2-3 % har den løbestil, som man kalder Supination.

Neutral løbestil

Hvis du har en neutral fod, vil du hverken falde indad eller udad på din fod. Dermed vil du lande på ydersiden af hælen, rulle videre over mellemfoden samt sætte af henover din storetå. Dine sko vil stå lige, hvis du ser dem bagfra. (Klik på billedet til højre og se en video-forklaring)

Skoen til dig: Den skal have ensartet hårdhed i hele mellemsålen. Den behøver intet kilemateriale på indersiden. Den skal være relativt blød til fast i hælkappen, så skoen sidder tæt.

Overpronation løbestil

Når fødderne falder meget ind mod indersiden, karakteriserer man det som overpronation. Her er trykket på foden størst på indersiden. (Klik på billedet til højre og se en video-forklaring)

Kvinder og platfodede vil typisk pronere. Overpronation inddeles typisk i let, moderat og kraftig.

Skoen til dig: Når du pronerer, skal du have en anti-pronationssko. Den er sammensat af stift materiale på indersiden, så den støtter og sørger for at foden ikke får held med at pronere.

Den har en kile under svangen, således, at foden bliver rettet en smule op. Hælkappen skal være helt stiv, så foden fastholdes.

Supination løbestil

Løberen vil i dette tilfælde oftest lande på ydersiden. Folk med svang og en høj vrist vil som oftest supinere. (Klik på billedet til højre og se en video-forklaring)

Skoen til dig: Du har behov for en sko med god støddæmpning, især i spidsen af skoen, så foden ikke bliver tvunget yderligere udad.

Skoen skal være fodformet og meget gerne med en bred buet forfod, mens der ikke skal være nogen kile i svangen.

Der findes få anti-supinationssko, så du skal lede grundigt. En neutral løbesko med en smule anti-supination vil dog ofte være løsningen.

Hvordan er løbeskoen opbygget?

I dag består løbesko grundlæggende af tre elementer: overdel, mellemsål og slidsål.

Overdelen består af åndbare netmaterialer, fast og støttende kunstlæder, en hælkappe i plastik samt naturligvis snørebånd. Overdelen har en stor betydning for, hvor komfortabel, en sko opleves.

Mellemsålen er nok den mest komplekse og teknologiske del af skoen. Her kan producenterne virkelig optimere på alle leder og kanter. Mellemsålen sørger for støddæmpning samt den ønskede stabilitet og kontrol af foden.

Slidsålen er den del af skoen, der har kontakt med underlaget. Denne del er som oftest udarbejdet af flere forskellige slags gummi, alt efter, hvor på sålen den er placeret.

Sammensætningen af disse tre elementer på løbesko kan fortsætte ud i det uendelige. Derfor er det ekstremt vigtigt, at du finder en løbesko, som passer præcis til dine fødder, som vi har omtalt tidligere i artiklen.

Hvor skal jeg købe mine løbesko?

Der er naturligvis mulighed for både at købe løbesko online, blandt andet gennem vores løbesko-guide, mens du selvfølgelig også kan købe dine løbesko i en fysisk butik. Der er fordele og ulemper ved begge indkøbsmuligheder. Vi har listet nogle af disse herunder.

At købe løbesko online:

Fordele:

- Du sparer ofte mange penge i forhold til fysiske butikker, fordi onlinebutikkerne har væsentligt færre udgifter.

- Du har oftest et større udvalg af løbesko. Der er mange flere butikker at vælge i mellem og butikkerne har ofte mange forskellige typer af skomærker samt designs.

Ulemper:

- Du kan ikke prøve skoene, hvilket er ekstremt vigtigt, da forkerte sko kan skade dine fødder og medføre skader.  De fleste forhandlere har dog efterhånden et højt service-niveau, så de kan guide dig online, selvom det aldrig kan erstatte, at stikke fødderne ned i skoene.

- Du får ikke nogen gode råd fra eksperterne i løbebutikkerne. Når du handler online har de som skrevet et højt service-niveau, men det er de færreste, der kan give dig en masse gode råd med på vejen. Derfor håber vi, at denne guide har besvaret mange af dine spørgsmål.

At købe løbesko i fysiske butikker:

Fordele:

- Du kan prøve skoene, hvilket som føromtalt er ekstremt vigtigt. Du kan få foretaget en løbeanalyse på et løbebånd, hvorefter det kan fastlægges, hvilken type løbestil, du har.

- Hvis du har nogle konkrete spørgsmål, kan du nemt og hurtigt få svarene fra en fagmand. Typisk er løbeeksperterne i butikkerne nogle, som har løbet i mange år, og ofte også deltager i diverse marathon og sågar ekstremløb.

Ulemper:

- Du betaler naturligvis ekstra for rådgivning og sikkert også beliggenheden for løbebutikken. De har selvfølgelig væsentlig flere udgifter forbundet med at have en fysisk butik, hvilket du vil kunne mærke på skoenes priser, ganske enkelt.

- Løbebutikkerne sørger så vidt muligt for, at have et stort udvalg af forskellige skomærker samt designs, så der er noget for enhver smag, men de kan aldrig konkurrere med det store udvalg som internetbutikker kan tilbyde.

12 gode råd før, under og efter køb af løbesko

1. Køb som udgangspunkt dine sko i en specialbutik, hvor din løbestil kan blive analyseret på et løbebånd.

2. Hvis du skal købe en helt ny type af løbesko, så vent med at købe dem til om eftermiddagen. Dine fødder vil nemlig udvide sig - alt fra et par millimeter helt op til 2 centimeter i yderste konsekvens.

3. Hvis du tidligere har løbet, så tag dine gamle løbesko med, hvis du handler fysisk. De kan fortælle sælgeren, hvilke sko, du behøver.

4. Test gerne løbesko fra en række forskellige leverandører, der er nemlig stor forskel på pasformen, selvom der er tale om løbesko, som er beregnet til samme løbestil.

5. Du skal ikke vælge dine løbesko udelukkende på baggrund af farver og stil. Løbesko er til en vis udstrækning et mode-objekt, men du må aldrig gå på kompromis med kvaliteten og pasformen.

6. Du kan ikke regne med at den nyudviklede model af din gamle løbesko vil passe dig perfekt. Producenterne vælger nemlig som oftest, at forbedre modellen på en række områder, heriblandt pasformen.

7. Sørg for at have gode snørebånd i skoene. Det er vigtigt, at du ikke binder dem hverken for stramt eller løst, eftersom det kan påvirke din balance.

8. Du bør have mellem 0,5 og 1,5 centimeter luft foran tæerne i dine løbesko.

9. Når du har købt dine nye løbesko, så gå rundt i dine sko derhjemme et par timer inden brug, så fødderne vænner sig til dem.

10. Løb 100-150 kilometer i dine nye sko, før du vælger, at stille op til et længere løb i dem.

11. Du må aldrig vaske dine løbesko i vaskemaskinen. Vask dem i stedet med børste og mildt sæbevand. Ligeledes må du heller aldrig tørre dine sko på en radiator.

12. Du bør skifte dine løbesko efter 900-1.000 kilometers brug, eftersom hæl og sål vil være slidt op på det tidspunkt, selvom det udefra ikke ser således ud.

Hvor køber jeg løbesko online?

Fitness-guide.dk har samlet løbesko til herrer og damer fra fire af de største producenter af løbesko. Du finder vores produkt-guides her:

- Prisoversigt over herre løbesko

- Prisoversigt over dame løbesko

About Author

Vi skriver både fitness nyheder og større artikler omkring en masse forskellige emner inden for træning og sundhed. Hvis du er på jagt efter gode tilbud, kan du finde nogle her: Proteinpulver - FiveFingers - Fitnesscentre

5 kommentarer

  1. Jan Elmar Sørensen on

    En god guide, der kommer ind omkring de vigtigste ting, når du skal købe nye løbesko.

    Til dem, der løber meget, vil jeg anbefale, at man ejer to par løbesko. Når det ene par bliver slidt og trænger til at blive skiftet ud, så køber du et nyt par.

    Du løber så i det nye par til én træning, eller i en del af din træning. Næste gang løber du i det andet par. Og så løber du i det nye par igen. Derved vænner du kroppen langsomt til at løbe i de nye sko.

    Det kan mest bruges til dem, der skifter meget mellem forskellige mærker og modeller.

  2. Redaktionen on

    Hej David.

    Tak for dit svar. Vi har rettet det nu, så alle videoerne virker.

Hvad er din kommentar?

Få besked via e-mail, når der kommenteres. Du kan også abonnere uden at kommentere.