Ifølge en ny undersøgelse, så øger sukkerfrie sodavand risikoen for at blive ramt af et hjertetilfælde.
En ny amerikansk undersøgelse viser, at folk, der drikker store mængder af light-sodavand, har en større risiko for at blive ramt af slagtilfælde og hjerte-kar-sygdomme.
I forbindelse med undersøgelsen har over 2.500 newyorkere over 40 år deltaget i en tiårig-periode, hvor de undervejs i forløbet fik testet deres helbred og skulle informere om, hvor meget sukkerfrit sodavand, som de drak i løbet af ugen.
61 procents højere risiko
I løbet af undersøgelsen blev 559 personer ramt af hjertetilfælde, hvor 338 endte med at dø som følge af dette. Ifølge forskerne havde de personer, der drak light-sodavand dagligt en 61 procents højere risiko for at blive ramt af en hjerte-kar-sygdom i forhold til de personer, der intet sodavand indtog.
Det er endnu ikke lykkedes for forskerne bag undersøgelsen, at angive en kemisk eller biologisk forklaring på den øgede risiko ved light-sodavand.
Men det er dog værd at bemærke, at der i undersøgelsen var taget højde for både rygning, alkohol, manglende motion og usunde madvaner, hvor der ud fra disse faktorer ikke var nogen sammenhæng.
"Hvis fremtidige forsøg bekræfter denne undersøgelse, vil vi ikke anbefale light-sodavand som et alternativ til sukkerrig sodavand for at forebygge hjerte-kar-sygdomme," forklarer Hannah Gardener, én af forskerne bag undersøgelsen, i en pressemeddelelse fra University of Miami Miller School of Medicine i Miami.
Kilde: University of Miami Miller School of Medicine