Stort interview: Laura Ivanoff - Deltager i Bikini Fitness

Stort interview: Laura Ivanoff – Deltager i Bikini Fitness

1

Laura Ivanoff - Fitness 1Fitness-guide.dk har interviewet Laura Ivanoff, som stiller op til Bikini Fitness, der afholdes i Herning i september måned.

I interviewet fortæller hun, hvordan hendes interesse startede for fitness, og hvordan hun er blevet mere seriøs i de senere år.

Fakta:

Navn: Laura Ivanoff

Alder: 23 år.

Højde: 164 cm.

Vægt: 64 kilo.

Hvordan var dit forhold til sundhed, da du var lille ?

"Jeg har altid spist en del. Jeg har redet siden, jeg var fem år gammel og været meget fysisk aktiv som mindre. Jeg har også gået til svømning. Jeg skulle altid en masse efter skole. Jeg har nok spist en del mad i forhold til nogle andre børn, fordi jeg altid var aktiv og i gang med en eller anden sport." fortæller Laura Ivanoff til Fitness-guide.dk, og uddyber:

"Jeg tænkte ikke så meget over, om maden var sund, da jeg var lille eller da jeg gik i folkeskole. Min mor har altid været god til at lave store madpakker med frugt, grøntsager og sunde sandwiches da jeg var mindre, så jeg har altid fået god og næringsrig mad."

"Jeg har aldrig fået pizza med i skole, for eksempel."

Jeg har prøvet en masse kure

Laura fortæller, at hun tidligere har prøvet en masse forskellige kure uden de store resultater.

"Jo ældre man bliver, jo mere viden får man også. Jeg har selv prøvet en masse forskellige kure, såsom Nupo-kure, faste-kure, juice-kure og mange andre underlige ideer, man finder på nettet. Det holder ikke i længden."

"Derefter begyndte jeg, at sætte mig mere ind i ernæring. Altså; hvad får jeg ud af at spise det her? Hvad giver det at spise et æble i forhold til at spise noget kylling? Jeg har sat mig langsomt ind i, hvordan ernæringen hænger sammen."

Hvornår startede din interesse for fitness og sund livsstil?

"Jeg stoppede med at ride, da jeg gik i 3.G på gymnasiet. På det tidspunkt havde jeg reddet i 13 år, men da jeg fik mere travlt undervejs gymnasietiden, havde jeg ikke tid til at ride tre heste på en dag."

"Derfor skulle jeg finde en anden måde at brænde min energi af, og jeg valgte at melde mig ind i et fitnesscenter. Det startede med at jeg trænede uden noget mål og uden rigtig at vide, hvad jeg foretog mig. Jeg tog fx benpres med 30-40 kilo og lavede virkelig mange repetitioner. Der var overhovedet ikke noget system i det."

"Jeg trænede fx også rigtig meget mave. Det tror jeg, at mange piger gør, når de starter i fitnesscentreret. Så føler man sig lidt tyndere. Mange tror, at man kan punktforbrænde . Det troede jeg også i starten."

"Jeg trænede med en veninde i et stykke tid, hvor vi begyndte at gå lidt mere op i de forskellige øvelser. Jeg fandt ud af, at jeg var ret stærk og havde en naturlig god teknik. Jeg går dog ikke så meget op i, om man kan squatte med 100 kilo eller mere. Det er vigtigere, at teknikken er rigtig."

"Senere flyttede jeg til København, og faldt i snak med nogle af de andre i centrene, hvor vi delte viden med hinanden. Jeg har aldrig benyttet mig af en træner eller coach, som lagde et træningsprogram for mig."

"Jeg har altid trænet det, som jeg synes var sjovt og interessant, og så har jeg prøvet mig frem."

"Mit indtryk er, at mange ikke tør prøve sig frem, når de er nede at træne. Jeg tror, at mange er bange for at fejle foran andre. Det er jeg i hvert fald også selv en gang imellem .”

"Vi mangler den der børnementalitet. Vi tænker for meget over, hvordan vi ser ud. Man skal passe på med tunge vægte, men der er ikke noget galt i at fejle, hvis man prøver at hænge i ripper, gå armgang og lignende. Forleden ville jeg fx trække mig op i armene i et reb, der hang ned fra loftet. Det er lidt spændende, fordi man ikke ved, om man kan, og chancen for at man falder på røven er der jo. Det lykkedes mig efter 4 forsøg og nu gør jeg det hver gang."

"Der er sikkert alligevel ikke mange andre, der kan, men så har man i det mindste prøvet. Så kan det være, at man kan næste gang, eller næste gang igen. Man er nødt til at være ligeglad med, hvad andre tænker, og kaste sig ud i det."

Mere fokus på ernæring

"I det sidste års tid har jeg virkelig haft fokus på kost og ernæring. Jeg begyndte, at leve på kostplan, så jeg var nødt til at vide, om jeg fik nok ud af det, jeg spiste."

"Jeg læste mig til, hvordan jeg kunne lave den mest optimale madsammensætning. Man kan lave en kostplan på virkelig mange måder, og stadig få det til at passe. I dag er min viden så stor, at jeg spiser det meste. Jeg ved, hvad der er sundt for mig og jeg ved hvilken mængde, jeg har behov for."

Har du haft nogen kropskomplekser som yngre?

"Jeg har altid været muskuløst bygget. Jeg har store armmuskler, benmuskler og en stor numse. I dag er det blevet populært, at kvinder har store squatnumser."

"Jeg var pinlig over det, da jeg var yngre. Jeg tror, at alle har sine komplekser. Jeg ville selv være modelhøj og have tynde arme og ben. Fuldstændig ballerina-stil."

"Men så indså jeg efterhånden, at det aldrig ville komme til at ske.”

"Så i stedet har jeg affundet mig med, at jeg har den kropsform, som jeg har, og hvordan jeg kan få det mest optimale ud af den?"

"Jeg kommer aldrig til at blive 180 centimeter eller få lange tynde muskler. I stedet er jeg glad for det jeg har, og får det mest optimale ud af det."

"Accepten er kommet med, at jeg er blevet mere voksen. Man er altid lidt teenage-forvirret, når man er yngre. Man kigger meget på, hvordan andre ser ud og sammenligner sig selv med andre."

"Sådan er jeg, sådan er du, og sådan er det," siger Laura med selvsikkerhed og optimisme i stemmen.

"Jeg er begyndt, at takke min krop. Jeg skal lave intervaltræning to gange om ugen, og nogle gange gider jeg bare ikke. Men så siger jeg til mig selv, at jeg skal være glad for, at jeg har en krop, der kan løbe 20 kilometer i timen, når jeg gider."

"Det er vigtigt, at takke sig selv for alt det, man udsætter sin krop for."

"I dag har jeg tvunget min krop til at løfte 100 kilo tre gange i dødløft. Man glemmer ofte at takke sig selv .

Laura Ivanoff - Fitness 2Blev mere professionel i sin tilgang

Laura blev mere professionel i sin tilgang til fitness og ernæring for et år siden.

"Jeg er ikke uddannet kostvejleder eller personlig træner, men jeg har lige så mange kompetencer som så mange andre, der er uddannet. I hvert fald i forhold til mine egne behov."

"I løbet af det sidste år har jeg tilegnet mig mere viden omkring kost. Jo bedre, jeg sætter mig ind i kostplanen, jo mere kan jeg lege med den. Jeg spiser meget efter mine tal, men jeg lever ikke efter en fast kostplan nu. Jeg spiser dog stort set det samme, fordi det fungerer."

"Jeg synes ikke, at man skal spise præcis det samme hver dag, men nu har jeg ændret i min egen kostplan undervejs så mange gange, at jeg har styr på den."

"I starten satte jeg mig ind i, hvordan min kost passede i forhold til mine kalorier og makrotal. Jeg læste meget på nettet, og ellers spurgte jeg i mit netværk. Jeg satte mig ned og fandt ud af, hvor mange kalorier, jeg skulle bruge på en dag ud fra hvor meget jeg trænede".

"Jeg satte mig ind i flere ting, såsom at jeg skulle kigge på kostfibre også. Hvis man ikke får nok kostfibre, fungerer ens tarmsystem heller ikke ordentligt. Så det er ligså vigtigt, som alt andet."

"Jeg startede med at bruge Madlog, så jeg kunne se hvordan jeg kunne sammensætte min mad fra dag til dag.

"Der er virkelig mange diskussioner om, hvad der er bedst. Jeg gør, hvad der er bedst for mig, og andre gør, hvad der er bedst for dem ."

"Jeg har en meget aktiv familie. Min far er maratonløber og min mor er træner i fitness dk."

"De lever efter 5:2-kuren. De faster to dage om ugen, hvor de kun må spise under 500 kalorier på de to dage. I de sidste fem dage spiser de normalt."

"Mine forældre går meget op i sund mad, men jeg tror også, at den vil fungere godt for de mange, der ikke ønsker, at følge en kompliceret kur."

"Det er meget hobby-betonet. Jeg synes ikke, at alle skal vide, hvad et æble indeholder. Hvis man har det fint med sig selv og er nogenlunde sund, er der ikke nogen grund til at ændre på sin livsstil."

Stiller op til Bikini Fitness i september

Laura har sat sig målet om, at deltage i Bikini Fitness, som afholdes i Herning i september måned.

Laura har valgt, at stille op til Bikini Fitness, fordi hun mener, at konkurrencen passer bedst til hendes kropsideal end nogen anden konkurrence i Danmark.

"Jeg træner for at få en krop, der ser sund ud. Når jeg mener sund, mener jeg også, at man har former og ikke er supertynd med en voldsom lav fedtprocent. Her føler jeg mig bedst tilpas og man må man have en lidt højere fedtprocent end andre konkurrencer ."

Hvordan har du forberedt dig til konkurrencen?

”Det var en ret spontan beslutning, så der var ikke som sådan nogen forberedelse. Nu handler det udelukkende om at være kontinuerlig i sin træning og diæt. Jeg har ingen forventninger til hvordan jeg skal klarer mig til konkurrencen.”

Hvordan har din træning udviklet sig, siden du besluttede dig for at deltage i konkurrencen?

"Jeg har valgt, at øge min cardio med en times powerwalk hver morgen. Min styrketræning er ændret fra seks til fire gange om ugen, og så laver jeg intervaltræning, HIIT-cardio, på den sidste træningsdag for at optimere min forbrænding."

Hvordan er din styrketræning opbygget?

"Min styrketræning er opbygget som de flestes. Jeg styrketræner fire til seks gange om ugen, og sørger for at jeg træner en forskellig muskelgruppe hver dag."

Træner du med maskiner eller frivægte?

"Jeg træner stort set aldrig i maskiner. Jeg kan bedst lide at lave øvelser, som udfordrer hele kroppen og ens samlede styrke på en gang. Jeg træner cirka to til tre tunge øvelser som fx squat og dødløft og så to til tre mindre tunge øvelser som walking lunges eller cable-kickback på mine bendage."

"Derudover laver jeg altid en masse alternative øvelser. Jeg kan godt lide at træne, så jeg har det sjovt imens, selvom det er hårdt. Når jeg kaster mig ud i ting, jeg ikke har prøvet før, udfordrer det både krop og sind, og det er den sundeste træning efter min mening."

Hvordan er din HIIT-træning opbygget?

"Jeg varmer altid 15-20 minutter op, uanset om det er styrketræning eller løb. Jeg præsterer altid bedre, når jeg er varmet ordentlig op. Derefter spurter jeg alt fra tre til ti gange."

"HIIT-træning handler ikke om at spurte et bestemt antal sekunder, men om at ramme din max-puls og holde den til du ikke kan længere. Som regel har jeg ikke mere energi efter seks sprint, men det vigtigste er, at man er ærlig overfor sig selv og mærker efter, om man har givet de 20 % ekstra, man kan, eller om man har snydt sig selv."

Hvordan har din kost udviklet sig, siden du besluttede dig for at deltage i konkurrencen?

"Den har egentlig ikke udviklet sig så meget. Jeg er lidt utraditionel, da mange piger betaler sig til en coach og en kostplan, hvor de så skal leve på den i mange uger."

"Men jeg lever efter det princip, at man i realiteten kan spise det, som man har lyst til. Men selvfølgelig inden for et bestemt sundhedsperspektiv."

"Jeg spiser, hvad jeg har lyst til, og overholder mit indtag af kalorier, fedt og protein. Jeg får en masse naturlig og næringsrig mad."

Laura Ivanoff - Fitness 5Resultaterne på ugebasis

"Der har været nogle uger, hvor jeg ikke har tabt noget på vægten men hvor jeg så har kunnet se nye markeringer på min krop. Andre uger noget andet. Jeg har cirka tabt et halvt kilo om ugen over de sidste to måneder."

"Det er sjovere, jo længere ned, man kommer i fedtprocent. Man kan se nye markeringer på skuldrene og tydeligere ribben. Jeg går mere op i mine markeringer og min form i spejlet end selve vægten."

En typisk træningsuge består af:

Powerwalk - En time hver morgen.

Styrketræning - Fire gange om ugen.

Intervaltræning - To gange om ugen.

Træner du alene eller sammen med nogen?

"Jeg træner stort set altid alene. Det er fordi det fungerer. Jeg har det rigtigt godt med at træne med musik i ørerne. Det er sådan, jeg får mest ud af min træning."

"En anden forklaring er, at jeg er ret hyperaktiv. Jeg er ikke så god til at vente imellem træningssættene. Jeg har trænet med veninder før, men så vil jeg hellere træne dem, og så selv træne bagefter."

"Det bliver for ukoncentreret, hvis man står og snakker under træning hele tiden, synes jeg. Så har jeg det bedre med, at træne igennem i en time, og så være færdig."

Hvordan ser dit typiske, ugentlige kostprogram ud i dag?

"I hvert måltid spiser jeg mellem 200 til 400 kalorier. Det er for eksempel 40 gram havregryn, 100 gram kylling, 100 gram sød kartoffel og en halv avocado."

"Jeg spiser efter mit kaloriebehov, jeg skal overholde, når jeg er på diæt. Og så spiser jeg efter hvor meget fedt, protein og kulhydrat, jeg skal have."

"Det er meget forskelligt fra person til person, hvor meget man skal have, hvis man vil tabe sig eller tage på i muskler, så jeg kan ikke sige, at folk skal spise det samme."

"Min kost består stort set af det samme hver dag."

Laura Ivanoff - Fitness 3"Morgenmaden kunne bestå af kokosmælk og kasein-proteinpulver. Det kan røres til en mousse med lidt vand, hvorefter jeg hælder blåbær og mandler på."

"Jeg er for nyligt startet på en detoxte om morgenen. Jeg drikker japansk matchate hver morgen i en shake i stedet for kaffe. Der er rigtigt mange fordele ved grøn te, så jeg er spændt på at se hvilke resultater, jeg kan få ud af det."

"Jeg er næsten lige gået i gang, så hvor meget det renser ud, kan jeg først mærke efter et par uger."

"Generelt spiser jeg meget fisk og kylling. Jeg spiser også meget avocado, nødder, kokos, søde kartofler og grøntsager."

"Søde kartofler er en rodfrugt , som jeg skærer ud i både eller skiver, ligesom almindelige kartofler. De skal have en halv time i ovnen på 200 grader."

"Jeg går meget op i rene råvarer, som ikke er forarbejdet. Jeg spiser seks gange om dagen. Cirka hver tredje time."

Sådan kunne kosten se ud på en dag:

Laura Ivanoff - Fitness 4

Morgenmad: Kokosmælk og kasein-proteinpulver med blåbær og mandler.

Måltid 2 og 3: Søde kartofler, kylling, grønne bønner og avocado.

Måltid 4 - inden træning: Havregryn med kokosmel og lidt rå kakaopulver. Jeg laver det til havregrød og bruger lidt sødemiddel.

Måltid 5 - aftensmad: Kød eller fisk sammen med grøntsager. Fx Laks, hvidfisk og tun eller oksekød.

Måltid 6 - natmad: Skyr med frugt og mandler - eller proteinpandekager.

"Jeg spiser også chokolade hver dag. Mørk stevia-chokolade og ca. tre stykker. Det svarer til 10 gram. Der er gode fedtstoffer og antioxidanter i mørk chokolade."

"Jeg kan sagtens bytte rundt på mine måltider, så hvis jeg for eksempel har lyst til fisk til frokost, så gør jeg det. Det behøver ikke at være så stringent"

Væske:

”Jeg drikker aminosyrer hver dag. Det tager jeg hver morgen, under min træning og inden sengetid. Jeg blander det op med vand.”

”Jeg drikker en shake med 3-4 gram grøn matchate sammen med min morgenmad.”

”Generelt drikker jeg tre til fire liter vand om dagen.”

”Jeg holder mig væk fra flydende kalorier. Jeg har ikke mulighed for at indtage så mange kalorier dagligt, når jeg skal ned i fedtprocent, så jeg sparer, hvor jeg kan .”

Nej til energidrikke og -pulver

Laura er bestemt ikke fan af energidrikke i løbet af dagen, såsom energidrikke og pre-workoutpulver ..

"Vi lever i et samfund, hvor vi skal fungere på højtryk konstant og mit indtryk er, at mange drikker energidrikke og tager pre-workout mv. for at holde sig i gang i løbet af dagen.

"Hvad er der galt i bare at spise nogle havregryn? Man kan sagtens få sin energi igennem sin mad. Spis et godt måltid en time før din træning, og sørg for, at der både er protein, kulhydrat og fedt på tallerkenen.Det er vigtigt, at spise en time før træning med gode kulhydrater, lidt protein og fedt. Så har man massere af energi i kroppen."

"Jeg tager aldrig pre-workout og holder mig langt væk fra andre energidrikke."

Brug af kosttilskud

"Jeg spiser fiskeolie og en multivitamin-pille hver dag. Jeg spiser også ZMA. ZMA består af zink og magnesium samt B6-vitamin. Den tager jeg, inden jeg skal sove, så min krop bliver mere afslappet."

"Jeg sover mellem otte og ni timer. Jeg har en normal dagsrytme, så jeg går aldrig i seng på et bestemt tidspunkt. Jeg vågner typisk af mig selv mellem kl. seks eller otte hver morgen. Det er en naturlig rytme, især om sommeren."

"Jeg bruger proteinpulver i min morgenmad. Normalt laver jeg pandekager uden proteinpulver. Så bruger jeg banan og æg, måske lidt kakao, og lidt vanilje."

"Jeg synes, at proteinpulver og havregryn smager rigtigt godt sammen. Men det er vanskeligt, når der ikke er så mange kalorier, at gøre godt med. Så er det bedre at få det fra rigtigt mad. Jeg spiser 25 gram proteinpulver om dagen enten i mine havregryn eller i kokosmælken om morgenen."

"Jeg drikker aldrig alkohol, men det er lige så meget et sundhedsmæssigt perspektiv. Det siger mig ikke noget, at drikke alkohol mere."

Resultater udover overskud og vægttab

"Efter at jeg er begyndt at spise og drikke, som jeg gør, så er det ikke nødvendigt for mig at bruge cremer på min hud længere. Mine negle knækker heller aldrig, og mit hår er blevet endnu stærkere. Det hele virker til at være i naturlig balance."

At bevare motivationen

Laura Ivanoff - Fitness 6

"Jeg synes ikke, at det er hårdt, at holde motivationen. Jeg mener ikke, at det er en hård måde, som jeg lever på. Jeg trives med det, og det er en livsstil, jeg selv har valgt."

"Nogle gange har jeg også lyst til Ben and Jerry-is, og lyst til at spise usundt. Men når jeg så har spist det, finder jeg alligevel ud af, at jeg har det bedre, når jeg ikke spiser usundt."

"Hvis du har lyst til at spise en plade chokolade, så gør du det. Men så skal du også sige til dig selv, at du har et godt med det bagefter. Du skal ikke få dårlig samvittighed, fordi så er der ingen mening med det."

"Du skal også se det som en belønning, at du spiser sundt."

"Jeg træner, fordi jeg føler, at jeg får det bedre. Så det er for mit eget bedste. Jeg har det godt, efter at jeg har trænet."

"Jeg tror derimod ikke, at der er nogen, der har det godt, hvis de har spist et kilo slik søndag aften."

"Når man sætter sig et mål og har svært ved at overholde det, skal man tænke på den følelse man har, når man eksempelvis har løbet fem kilometer."

Hvordan er dit forhold til modgang?

"Jeg bryder mig ikke om ordet modgang. Modgang er, hvad man gør det til. Forandring er, hvordan man vælger at fortsætte sit liv."

Hvor stammer din store selvdisciplin fra?

"Jeg har altid gerne villet være voksen og kunne klare mig selv. Lige i forhold til diæt og træning, handler det om at tage en beslutning. Det er ikke så hårdt, hvis man tænker, at det bare er en periode og ikke sidste gang, at man får lov at spise kage."

Hvordan får du tilpasset en stor mængde træning i en travl hverdag, hvor du både har uddannelse og arbejde at tænke på?

"Jeg planlægger altid min træning dagen før. Der er aldrig ikke plads til træning. Selvfølgelig er det hårdt en gang i mellem, men så længe at træningen er noget, jeg glæder mig til, er det altid det værd at stå op en time tidligere."

Lauras tre gode råd om målsætning:

1. Hav et mål, som ikke handler om vægten. Det er ligegyldigt, hvad du vejer. Det er ikke ligegyldigt, hvad din fedtprocent og muskelopbygning fortæller dig. Der er mange meninger om fedtprocentsmålere, men jeg mener, at det er en god retningslinje for, hvad man bør arbejde med.

2. Beslut dig for, at det er det, du vil, og erkend din nuværende situation. Benægter du, hvordan du i virkeligheden har det, eller lyver du overfor dig selv, er chancen ikke særlig stor for, at du når det mål, du har sat dig.

3. Kom i gang. Ikke i morgen, ikke på mandag, ikke når det passer bedst i forhold til din ferie eller dit arbejde. Kom i gang i dag.

For meget fokus på vægten

Laura mener, at der generelt er for meget fokus på det tal, der står på vægten, i stedet for, at man tager udgangspunkt i sig selv og sin kropsbygning.

"Jeg synes, at mange går for meget op i vægten. Nogen siger, at de gerne vil veje under 60 kilo, og så er de tilfreds. 'Hvordan ved du det?,' spørger man så. 'Det ved jeg bare,' lyder svaret."

"Jeg mener, at der skal være mere fokus på, hvordan man ser ud. Kig dig selv i spejlet og sig 'OK, det er sådan, jeg ser ud'. Man behøver ikke nødvendigvis at få målt fedtprocent og en masse andet. Du kan bare bruge spejlet."

"Jeg vejer selv 64 kilo. Det er der mange, der synes er meget for en pige af min højde. Men jeg har mange muskler, og sådan er det. Jeg kommer ikke til at veje 55 kilo, så er det ikke særlig sundt for mig."

"Så et mindre fokus på vægten, ville være godt, synes jeg."

At leve efter en kostplan

"Jeg tror, at de fleste, der lever efter en kostplan gør det, fordi de ikke har fået den fornødne viden."

"Det er sjældent, at du ser en uddannet kostvejleder, der selv følger en kostplan. Det er fordi de ved, hvad de skal leve af."

"Christina Strøm Fjære, som vandt VM i Bikini Fitness i 2013, stiller nu op i Bikini Olympia, som er den største konkurrence inden for den her sportsgren. Hun lever heller ikke efter en bestemt diæt. Hun vejer al sin mad, ligesom mig, og spiser ikke det samme hver dag."

"Jeg hjælper også hellere mine veninder med at give viden om de forskellige fordele af kosten i stedet for at give dem en decideret kostplan."

Kostplaner er gode, hvis man ønsker at tabe sig hurtigt inden for en kort tidsramme, fx hvis man gerne vil stå sommerklar. Men handler det om livsstilsændring, mener jeg det er bedre at uddanne sig selv.

Lauras fem gode råd til dig, der vil have en sundere livsstil:

1. Sæt dig ind i, hvad du får ud af at spise de forskellige madvarer. Man behøver ikke at tælle kalorier hver dag eller leve på diæt. Man skal bare kunne læse på etiketten. Jo mere, man ved om det mad, man spiser, jo lettere har man ved at vælge de madvarer, der er gode for ens krop.

2. Det værste, du kan gøre, er at straffe dig selv. Spiser du noget, der er usundt, så acceptér det og kom videre. Det nytter ikke at tænke, at man skal straffe sig selv med en times cardio dagen efter, fordi man har spist noget usundt. Man skal ikke gøre træning og kost til en straf. Man skal gøre det, fordi det gavner en.

Hvis man ikke gør det 100 % den ene dag, så det er det ok. Så fortsætter man næste dag. Det vigtigste er ikke at straffe sig selv for noget, man har gjort, som man fortryder. Det med at man får en nederlagsfølelse, skal man passe på med.

3. Det skal være sjovt at træne. Find en sport eller øvelse i fitness, som du synes er sjov. Gør dig god til et eller andet – jo bedre, man bliver til ting, jo sjovere synes man at det er - jo mere åbner man op – det vigtigste er, at kaste sig ud i noget, man ikke har prøvet før, og så blive bedre.

4. Man skal stræbe efter noget, man kan opnå. Hvis du er lille og muskuløst bygget, så skal du ikke regne med, du kan blive høj og tynd, for det sker aldrig. Fokusér på det du har, og så arbejd med at få det mest optimale ud af det.

5. Man skal give sig selv tid til forandring. Hvis man er en person, der i mange år har levet med dårlige kostvaner og dårlig træning, så kan man ikke forvente, at man pludselig kan træne seks dage om ugen.

Man skal lidt se sin krop, som hvis den var en bil. Man kan ikke gå fra 0 km/t til 200 km/t undervejs uden at skifte gear - så går bilen i stykker. Man er nødt til at øge lidt, og så skifte gear løbende. Et gear ad gangen. Og så er nogle biler bare langsommere end andre.

Lauras fem gode råd til dem, der overvejer, at stille op til konkurrence:

1. Sæt dig ind i, hvad du skal.

2. Sæt dig ind i, hvad det kræver.

3. Tilegn dig så meget viden, du kan om træning og ernæring.

4. Hvis du bruger en coach, sørg for at du får forklaret, hvorfor du skal gøre, som coachen siger. (Her mener jeg grundlæggende viden om kost og træning).

5. Gør det til en hobby og hav det sjovt undervejs.

Laura Ivanoff - Fitness 7Hvilket træningsudstyr bruger du?

"Jeg løber i almindelige Nike-sko og træner også i dem. Jeg har dog nogle forskellige. Nogle er bedre til det ene frem for det andet. Jeg bruger ikke handsker eller lignende, når jeg træner."

Lauras værktøjer i dagligdagen:

Madlog: Bruger jeg til at holde styr på min kost. Jeg har ikke en fast kostplan, så jeg tracker alt, hvad jeg spiser. Jeg laver min plan hver morgen, når jeg sidder og spiser morgenmad, hvor jeg får det til at passe.

Endomondo: Bruger jeg til at se hvor langt jeg går, når jeg powerwalker om morgenen, og hvordan, jeg præsterer, når jeg laver intervaltræning.

Instagram: Bruger jeg som inspiration til madopskrifter og træningsøvelser. Jeg holder også øje med forskellige kropsidealer. I forhold til opskrifter er jeg især glad for ”healthyfitnessmeals”.

Hvilke personer bliver du inspireret af inden for træning og ernæring?

”Inden for fitnessverdenen er mit syn på skønhed måske lidt utraditionelt. På Instagram er jeg inspireret af fx LaisDeleon, Thelaurakopel og Nicole_Mejia. De er for manges vedkommende, tror jeg, i den tunge ende af, hvordan en kvinde skal se ud. Men jeg er mere til store lårmuskler og en lidt højere fedtprocent, som gør kvinder til det, de er.”

Hvilken musik hører du, når du træner?

"Jeg hører mest r&b, når jeg træner. Jeg kan sagtens høre lidt forskelligt. Jeg foretrækker upbeat-musik, som de fleste."

"Jeg hører radio hver morgen, når jeg powerwalker. Radio 181 FM, som er en amerikansk radiostation, har forskellige genre, som man kan vælge imellem."

Medvirker i videoer på Get Lean

Laura medvirker af og til i videoer i sin coach, Mark Ceesays projekt, som hedder Get Lean. Hun startede med at deltage i april 2014 i en video, der handlede om effektiv bentræning.

Den seneste video, som hun har medvirket i, handler om HIIT-cardio. Du kan se videoen her:

Hvordan ser dine fremtidsplaner ud?

”Min træning har eskaleret meget det sidste halve år. Jeg har fået en sponsor, BodyFuel, som er en ny fitnessbutik, der ligger ved søerne i København. Det er en kæmpe motivationsfaktor til at fortsætte. Det at nogen tror på én udover en selv og ens forældre, gør meget.”

”Nu stiller jeg op til Bikini Fitness, og så må vi se, hvordan det går. Ellers er der jo også en konkurrence næste år og næste år igen.”

”Jeg læser også på universitetet ved siden af, men derfor kan man godt tage det lige så seriøst som sit studie.”

”Det er vigtigt at have noget at stræbe efter. Det behøves ikke kun at være noget intellektuelt.”

Har du nogle spørgsmål til Laura?

Har du nogle spørgsmål til Laura i forhold til hendes træning, kost eller motivation, så stil det meget gerne herunder.

About Author

Vi skriver både fitness nyheder og større artikler omkring en masse forskellige emner inden for træning og sundhed. Hvis du er på jagt efter gode tilbud, kan du finde nogle her:Proteinpulver - FiveFingers - Fitnesscentre - Fitness-magasiner

1 kommentar

Hvad er din kommentar?

Få besked via e-mail, når der kommenteres. Du kan også abonnere uden at kommentere.